Ansatte i Sudanmissionen i Nigeria udsat for væbnet røveri

NIGERIA – Dorthea og Amson Hamman, som er ansat på gæstehjemmet Dogon Dutse, der er oprettet af Sudanmissionen, har været udsat for væbnet røveri.

Missionærfamilien Hamman, udsat for væbnet røveri i Nigeria

Natten mellem lørdag den 5. og søndag den 6. august blev gæstehjemmet Dogon Dutse i Jos, Nigeria, udsat for et væbnet røveri. 5-10 bevæbnede røvere trængte ind gennem gæstehjemmets hovedport, og efter at have bagbundet de to politifolk, som hver nat opholder sig på gæstehjemmets veranda, brød de ind i værtsparret Dorthea og Amson Hammans hus.
Mens to røvere tilbageholdt Dorthea og børnene i huset, tvang tre andre røvere Amson til at udlevere indholdet af gæstehjemmets pengeskab, svarende til ca. 7.000 kr., samt en ny bærbar computer. Røveriet varede kun ca. 10 minutter, hvorefter røverne forsvandt ud gennem et hul i muren, de havde lavet.
Sagen er overladt til det lokale politi, som efterforsker sagen. Bl.a. har de to nattevagter på Dogon Dutse været til afhøring og har været i stand til at afsløre et par af røvernes tilholdssted.
Familien består foruden Dorthea og Amson af børnene Nathaniel 9 år, Annette 7 år og Daniel 2 år. Sudanmissionen opfordrer nu til at bede for familien Hamman, som er meget berørt af episoden.
Familien er ikke direkte ansat af Sudanmission, men af kirken, hvor Hamman er præst. Men de støttes indirekte og er med i missionens oversigt over udsendte i årbogen, som udsendes op til årsmødet den 26. august i Middelfart.
Sudanmissionen har arbejdet i Nigeria siden 1913. Et resultat er Kristi Lutherske Kirke i Nigeria, som har ca. 1,2 millioner medlemmer.
Der er for tiden udsendt fem danske missionærer i Nigeria.
Schwartz