Drømmen om en dejlig fremtid

Drømmen om Immanuels land er titlen på en ny novellesamling. Titlen gav mig store forventninger. Jeg troede, jeg skulle i gang med en novellesamling om Israel – og jeg glædede mig. Men i begyndelsen blev jeg dybt skuffet. For det var ikke en bog om Israel, men derimod en bog om drømmen om det forjættede land, drømmen om en spændende og dejlig fremtid.
Bogen har på 75 sider 31 små noveller eller novelletter. Erindringsnoveller kalder forfatteren dem, og der er først og fremmest tale om erindringsbilleder fra forfatterens barndom. Nogle af dem overfladiske, der slet ikke fanger og med tankespring, der kan være svære at følge for udenforstående, andre dybe, tankevækkende og finurlige.
Forfatteren kommer fra en meget musisk familie. Han bliver selv optaget af violinen, der spiller en stor rolle for ham. Med det musiske følger drømmene – også drømmene om Immanuels land.
Bogen er hurtigt læst og de fleste af novellerne lige så hurtigt glemt, men blandt dem er der nogle, der får én til at standse op og lade tankerne gå på langfart – og i dybden. Man bliver udfordret – og det er ikke det værste, der kan ske.
Bjarne Nederby Jessen

A. Grønbæk:
Drømmen om Immanuels land
75 sider, 89 kr.
Queens-wood