Kirkeshopping i USA

Ni forskellige menigheder besøgt af Udfordringens udsendte i USA.For et stykke tid siden rejste jeg fra by til by i ind- og udland, hvor jeg besøgte en ny kirke hver søndag.

I mange amerikanske kirker er der stadig plads til traditionel, fælles lovsang

I min rent uvidenskabelige rundrejse lagde jeg mærke til især to ting: 1) Hvordan jeg som ny blev modtaget, og 2) hvilke ingredienser der var fremtrædende i gudstjenesteformen, bl.a. musikstil og det åndelige budskab, der blev prædiket.
Generelt var jeg opmuntret af, hvor forskellige menighederne var. Her er en kort beskrivelse af mine besøg:

Ca. 25 til gudstjeneste. Alle var over ca. 45 år undtagen præstens datter. Vi sang salmer uden akkompagnement. Menigheden havde nemlig ingen musikere, men var derimod velsignet med en præst med en fyldig sangstemme.
Der var en realistisk forventning om Helligåndens virke, hvilket der blev talt meget om.
Menigheden bestod primært af arbejdsløse og enlige mødre, som ved kirkekaffen var dejligt snakkesalige og åbne overfor nye.

Ca. 90 til gudstjeneste. Der var næsten ingen ældre til stede, og mange af de ca. 25-35-årige havde børn og teenagebørn med.
Aldrig har jeg bemærket så stor en åndelig bevidsthed hos børn og teenagere (op til ca. 14 år). Ledertræningen blandt 17-19-årige, som jeg læste om i menighedsbladet, virkede moden og effektiv.
Ved kirkekaffen fik jeg fortalt, at en række nuværende ledere voksede op i denne menighed i 1980erne og 1990erne.

Ca. 120 til gudstjeneste. Til stede var mange voksne og ældre samt en håndfuld unge. Vi sang salmer samt et par lovsangskor, sidstnævnte ledt af et nydannet lovsangsband med de unge.
Kirkerummet føltes som et museum, hvor jeg var bange for at røre ved noget. Under kirkekaffen var der sociale kliker, hvilket gjorde det svært for nye at føle sig velkomne.

Ca. 250 til gudstjeneste. Menigheden blev stiftet for otte år siden igennem telemarketing, med hjælp fra moderkirken.
Gudstjenesten fandt sted i en lejet gymnasiesal. Der var mest unge i 20erne og 30erne samt en håndfuld friske, højlydte, ældre damer.
En pensioneret skuespiller stod for prædikenen, hvilket inkluderede en musikvideo og klip fra en komediefilm. Alle var lige interesseret i det åndelige og det sociale, hvilket skabte god kontakt til nye.

Ca. 110 til gudstjeneste. Alle aldersgrupper var ligeligt repræsenteret. Folk virkede passive, nedslåede og lettere irriterede på hinanden, hvilket hørtes i småsnak under gudstjenesten og enkelte sarkastiske kommentarer fra talerstolen.
Da jeg talte med nogle unge efter gudstjenesten, virkede ungdommen til at være tæt på at miste modet.

Ca. 60 til gudstjeneste. Alle aldersgrupper var repræsenteret – de unge snakkede godt med de ældre og omvendt. Vi sang både salmer og ældre lovsangskor.
Præsten fortalte i øvrigt, at menigheden var god til at tage imod nye præster. De sidste fire præster var nyuddannede, da de ankom. En del af svaret lå i et stærkt, stabilt menighedsråd med ældre mennesker, som samtidig vejledte præsterne.

Ca. 200 til gudstjeneste. Til stede var primært voksne over ca. 50 år samt en håndfuld unge. Vi sang salmer fra 1800-tallet samtidig med, at menigheden var positiv over for ”alt det nye”.
For to søndage siden var et nydannet lovsangsband – med både unge og ældre – begyndt at introducere nye sange.
Nye mennesker fik ingen anden velkomst end et ”velkommen” i døren (hvis dørvagten ikke var optaget), og en siddeplads måtte de selv finde.

Ca. 130 til gudstjeneste. Kirken lå i en lille by med 4.500 indbyggere. Menigheden var på fem år vokset fra otte personer til 130.
Væksten kom i forbindelse med et lederskifte til en nyuddannet, ung, karismatisk leder med social bevidsthed. 90% af menigheden var arbejdsløse og pensionister. Der blev ”vogtet” opmærksomt ved døren, således at ukendte ansigter fik en grundig velkomst. Gudstjenestens eneste ingredienser var lovsang, prædiken og god tid til forbøn.

Ca. 95 til gudstjeneste. Tolv-personers exceptionelt dygtigt lovsangsband, som havde hjertet med i det.
Prædikenen var en kort andagt, suppleret af flotte power point-præsentationer.
Det var let at komme i snak med folk, selvom jeg selv måtte tage initiativ til det.
Mens jeg snakkede med folk, spurgte jeg ind til bibelstudier, cellegrupper osv., og det virkede, som om mange havde brug for at høre frelsesbudskabet selv efter flere år i kirken.

En kirkebygning, der tager sig beskedent ud udefra – her er det en af Frelsens Hærs kirker

Som jeg oplevede det, besøgte jeg to slags kirker – og alt indimellem: 1) De mediterende kirker, som gik op i stilhed og trance, og 2) de karismatiske kirker, som gik op i aktivitet og ekstase.
Ironisk nok følte jeg mig mest inspireret af netop den største og den mindste menighed, med hhv. 250 og 25 personer.
I den store menighed nød jeg at blive betjent af den frigjorte kreative lovsangsgruppe, som fungererede som en åben dør ind til Guds nærvær. Og jeg blev fornyet i min forståelse af Gud igennem skuespillerens formidlingsevner.
I den lille menighed mærkede jeg Guds nærhed på en primitiv måde. Den megen snak om Helligånden hjalp mig til mere konkret at formulere bønner og at kommunikere mere direkte med Gud selv.
Med det samme følte jeg mig accepteret i det sociale fællesskab. Og at der var brug for hjælpere i den lille menighed, kildede min lyst til at være med på en mere permanent basis.
Hvilken slags sund kirke drømmer du om?