Missionær vendte ”hjem” til vækst

Menigheden i Illulissat er vokset til det dobbelte på to år.Der er bedemøde i Missions­huset Qupaloraarsuk i Ilulissat. Inden vi rejste derfra for to år siden, samlede vi 20-30 til bedemøderne.Det syntes vi var mange. Nu er vi tilbage, og der er 50 til bedemøde. Det er det normale nu. Det sker også, at der er 60 eller 70 til bedemøde.

Samiske Arild Månsoe fra Norge har kæmpet en hård kamp, for at trommen og den samiske dragt kunne være en naturlig del af kirken. Han underviste på konferencen i Grønland

Vi genkender mange fra den tid, hvor vi var præstepar i menigheden, men der er også mange nye ansigter. Ansigter, som vi kender fra byen, men som vi aldrig så i frikirken. Nu er de med. De lovsynger med oprakte hænder og priser Gud, den Gud, der har grebet ind i deres liv.
Blandt dem finder vi Ane og Mathias. Deres tre drenge har kommet i Qupaloraarsuk-Klubbi i flere år. Forældrene så vi oftest fulde eller skæve i byen. Flere gange truede de sociale myndigheder med at fjerne børnene.
Nu finder vi Ane og Mathias til bedemøde, dybt engagerede i lovsangen og i bønnen. Alkohol- og hashmisbruget har de lagt bag sig, og Mathias, der i sin tidlige ungdom kom i Qupaloraarsuk-Klubbi, siger: Vi skulle være vendt tilbage til Jesus og fællesskabet i frikirken for længe siden, men nu er vi her, og det er vi lykkelige for.

En ”gammel missionær” oplevede, at tårerne trængte sig på. Glæden over at se de mange nye er overvældende. Missionshuset er ved at sprænge rammerne og trænger for alvor til en udbygning.
Gud er god. Han har bevaret mennesker i troen og har føjet nye til. Vi hørte stærke vidnesbyrd om helbredelser og tænker ofte på, hvorfor vi oplever så mange flere helbredelser i Grønland end i Danmark, og er nået til, at det er, fordi grønlænderne er så umiddelbare og tager Gud på ordet. Det er også derfor, der kommer så mange til bedemøde.

Både den samiske og den grønlandske tromme blev brugt til lovsang i Nuuk

Vi havde 14 dejlige dage sammen med vennerne i Ilulissat og tog så til Nuuk for at være med ved Inuunerup Nutaap Oqaluffias (den grønlandske frikirke) sommerkonference. Her mødte vi mange kendte ansigter og mange nye.
Især glædede vi os over repræsentanten fra Kullorsuaq, den bygd, hvor Kristian Hedegaard med team havde et stort fremstød for nogle år siden, og vækkelsen skabte et voldsomt røre. I bygden er der i dag en levende frikirkemenighed, der sætter sit præg på bygden. og menigheden har travlt med at evangelisere. De har været i Qaanaaq, Thule, på flere evangeliseringsture, og i dag er der en lille husmenighed i Qaanaaq. Også fra Qaanaaq var der en repræsentant, og hun blev døbt under konferencen. Alle glædede sig meget over de to repræsentanter fra Kullorsuaq og Qaanaaq. Flere ville gerne være kommet. Men rejsen er meget dyr, og de to kom med økonomisk hjælp fra de øvrige menigheder.

I foråret indviede man den grønlandske tromme til lovsang ved et UNA-stævne i Svendborg. UNA samler kristne grønlændere i Danmark for at styrke dem i troen. På den store kristne konference for oprindelige folk i Kiruna sidste år blev UNA-folkene af samerne inspireret til at tage den grønlandske tromme i brug igen. Bo Sonne eksperimenterede med at lave den og nåede frem til et godt resultat.
Ved stævnet i Svendborg indviede man ”Jesus-trommen” i form af en grønlandsk tromme. Ved konferencen i Nuuk overrakte Bo Sonne en tromme til den grønlandske frikirke. Trommen blev indviet til tjeneste og taget i brug, stærkt inspireret af samen Arild Månsoe fra Norge, der var konferencens hovedtaler.

Arild Månsoe har i Norge og Sverige kæmpet en hård kamp, for at trommen og den samiske dragt kunne være en naturlig del af kirken, og at samerne kunne jodle lovsange i kirken, at samerne kunne få lov til at være 100% samer og 100% kristne på én gang.
Det har været en hård kamp, og i flere år var Arild Månsoe ugleset i mange kirkelige sammenhænge, men i dag har samerne fået lov til at være samer i kristen sammenhæng, og ved konferencen i Nuuk opmuntrede Arild Månsoe med god undervisning inuitterne, grønlænderne, til at være 100% inuitter og 100% kristne.
Mange var meget forbeholdne over for trommen, som har været misbrugt til åndemaning, men det store flertal tog trommen til sig og glædede sig over, at deres oprindelige musikinstrument nu kan bruges til lovprisning af Gud.

I Grønland oplever man en rig tid, hvor flere og flere tager evangeliet alvorligt og ønsker at leve efter Guds ord.