Sagrada Familia

Katedralen, man har bygget på i 124 år…I Barcelona kan man endnu i dag opleve en mægtig katedral blive opført, ligesom i middelalderens kirkebyggeri.Byggeriet begyndte allerede i 1882 – og det vil endnu vare mange år, før ”La Sagrada Familia” står færdig.
Bag denne specielle katedral, som besøges af næsten to millioner hvert år, gemmer der sig en helt speciel historie.
Barcelona var i 1800-tallet den by i Spanien, der blev mest påvirket af industrialismens fremtrængen i Europa.
De nye liberale idéer ændrede drastisk på de gamle samfund. Det var tiden, da bilen, glødelampen og radioen blev opfundet. Nogle blev hurtigt rige, mens en ny fattig arbejderklasse opstod i byerne uden forankring i landsbykirkernes moralske og sociale omsorg.

Men samtidig var der en kristen vækkelse overalt i Europa. Vores hjemlige vækkelser opstod også dengang og kirken blev synlig på ny.
I Catalonien i det nordlige Spanien, hvor Barcelona er hovedstaden, samlede en katolsk vækkelse igen folk om kirken.
En lokal boghandler, Joseph Maria Bocabella, havde en drøm. Han ville bygge en mægtig katedral. Formentlig både som en reaktion imod den verdslige udvikling og som et forsøg på at skabe en moderne katedral for folket ind i tidens stil.
Men Bocabella havde også den frygtelige kolera-epedemi i 1854 i Barcelona i frisk erindring. Epidemien havde udryddet en tiendedel af befolkningen, især den fattige del, på grund af de elendige leveforhold.
Mens nogle gik i gang med at sanere byen, søgte Bocabella at genoprette byens åndelige liv. Han forsøgte at skaffe opbakning til en ny katedral, som skulle drage menneskers tanker opad mod Gud og det gode, i form af den hellige familie – Maria, Josef og Jesus.

Boghandler Joseph Bocabella fik visionen om at bygge en moderne katedral til Gud

Han stiftede 1866 en ”forening af Skt. Joseph-hengivne”. Forbilledet var Skt. Joseph Oriol, en helgen fra det 17. århundredes Barcelona.
Denne Joseph Oriol var en hengiven kristen, som endda ønskede at dø som martyr og derfor i 1698 tilbød Paven i Rom at rejse ud som missionær til afsides og farlige steder for at forkynde om Jesus.
Joseph blev imidlertid syg i Marseilles og måtte vende tilbage til Barcelona. Han blev kendt for ydmyghed, skønt han var doktor i teologi. Og Gud gav ham både profetisk gave og helbredelses nådegave. Man fortæller, at døende, blinde, døve, stumme, halte og lamme blev øjeblikkeligt helbredt, når han lagde hænderne på dem.
Joseph-foreningen fik efterhånden 1/2 million tilhængere i 1878, men i starten var det boghandler Bocabella selv, der måtte betale.
I 1872 rejste Bocabella til Rom og viste Paven en første model af kirken, men på vej hjem besøgte han Loreto basilikaen i Italien, som siges at indeholde rester af det hus, som Josef, Maria og Jesus beboede i Nazaret.
Her besluttede Bocabella, at kirken i Barcelona skulle være til minde om den hellige familie – Sagrada Familia.

Med sine begrænsede midler måtte han opgive at købe en byggegrund i byens centrum. I stedet købte han i 1881 en grund udenfor de gamle bymure for 172.000 opsparede pesetas, som han havde gemt under gulvbrædderne i sin butik. Byen er forlængst vokset, så kirken nu ser ud til at ligge midt i millionbyen.

I 1882 gik man så i gang med at bygge katedralen.
Ved indvielsen en forårsdag den 19. marts blev formålet med katedralen beskrevet sådan: ”Vågn op fra lunkenhed, I søvnige hjerter! Må tro triumfere! Vær gavmilde! Vær med til at give, så Herren kan forbarme sig over vores by!”
Tanken var klart den, at Barcelonas borgere skulle påkalde Guds hjælp. Det kunne man selvfølgelig have gjort uden at bygge en katedral – men i det katolske miljø var det en måde at markere, at man nu ønskede Guds nærvær og beskyttelse over byen.

Men næppe var grundstenen nedlagt, før der opstod problemer i samarbejdet med den første arkitekt Del Villar.
Kun to år senere fik Bocabella i stedet tilknyttet den kun 32-årige arkitekt Antonio Gaudí, som allerede var kendt for sin originalitet og energi.
Han flyttede ind i et rum i kirken, hvor han indrettede sig med en seng og et arbejdsbord fyldt med tegninger og modeller. Denne unge mand, som hidtil kun havde bygget meget lidt, udarbejdede den enorme plan, som siden stort set er fulgt. Han rettede lidt op på sin forgængers arbejde og fik i løbet af et år konstrueret krypten så klar, at man kunne holde gudstjeneste i den.

Det er interessant, at man på den tid i Europa – samtidig med den rivende industrielle udvikling – valgte at gå tilbage til den gotiske stil fra 12-1300 tallet. De nye tiders normløshed provokerede åbenbart til, at man samtidig søgte tilbage til en periode, hvor den kristne kultur havde et højdepunkt i arkitekturen, nemlig højgotikken. Man kalder den flotte stil, der fremkom, for nygotisk eller neo-gotisk, som en blanding af romantik og genfødt middelalder.
Også indenfor protestantisk kirkebyggeri havde man den tanke, at der burde være en sammenhæng mellem arkitektens moralske og åndelige habitus og det Guds hus, han byggede. (Vi har da også i nyere tid set nogle gyselige eksempler på kirker, der er bygget af gudsfornægtere.)
Tidligere var det da også biskopper, der stod som arkitekter for de store katedraler, ligesom det var troende konger, som David og Salomon, der opførte templet.

I nygotikken så man kirkerummet som mere end et forsamlingshus, sådan som man ellers var begyndt at tænke i protestantismen, hvor forkyndelsen af ordet blev det helt dominerende på bekostning af den indirekte forkyndelse i billeder og arkitektur.
Men nygotikken pointerede, at kirkerummet var et indviet, helligt rum, der med sin arkitektur skulle løfte menneskets sjæl og åbne dets ånd for det guddommelige.
Ved universiteterne i England opstod der grupper, som forsøgte at finde tilbage til kristne principper for arkitektur. Og i Tyskland gik man i begyndelsen af 1800-tallet i gang med at færdiggøre Kölner Dom i nygotisk stil.
I Danmark kom nygotikken også til udtryk i kirkebyggerier omkring århundredskiftet.

Det spændende ved Gaudís stil er imidlertid, at han vover at forny formerne næsten surrealistisk, så de bliver ”skæve” og eventyragtige, som f.eks. et bølget tag på kirkens skole, et smeltet hus, eller tårne, der ser ud til at pege i hver sin retning, som en buket. Og han udstyrer tårnspirene med f.eks. frugter i toppen. Overalt er der symbolik.
Den nygotiske stil fik et stænk af Art Nouveau – som en påmindelse om, at kristendom ikke blot er historie, men relevant til hver en tid.

Da der ikke uafbrudt var penge til katedralen, konstruerede Gaudí sideløbende andre store bygninger – bl.a. et stort hus, La Pedrera, der stadig kan ses i Barcelona. Det har form, som om det er smeltet. Han var også i Afrika for at bygge for fransiscanermunkene. Han byggede en skole i forbindelse med katedralen i 1909 og året efter et hotel i New York.
Efter megen aktivitet ude omkring flytter han igen ind i sit arbejdsrum i katedralen i 1925, men året efter bliver han kørt ned af en sporvogn i Barcelona og dør. Men byggeriet var ikke færdigt. I perioder fik det næsten lov at stå. Under den spanske borgerkrig i 1936 blev tre kapeller og en del af Gaudís tegninger brændt, men genskabt efter modeller.

Antonio Gaudí – en genial ung arkitekt fik lov at tegne kirken

Med den moderne million-turisme og de indtægter, der på den måde nu strømmer ind, fortsætter katedralbyggeriet med fornyet fart på 124. år.
Man kan måske have de moderne bygherrer mistænkt for, at de ikke ligefrem skynder sig – for det specielle ved Sagrada Familia er jo netop, at vi her kan følge en katedral under konstruktion, ligesom i de første kristne århundreders Konstantinopel og Rom og Europa i middelalderen. Mens vi går rundt mellem stilladser, hører vi boremaskiner og hammerslag.

Desværre kommer meget nu til at handle om den geniale arkitekt Gaudí selv og ikke den Gud, han ville ophøje.
Antonio Gaudí lagde alle de bibelske og symbolske skulpturer ind i sin spændende nygotiske arkitektur for at gøre arkitekturen i sig selv til en bibelhistorie-fortælling, ja en anledning til meditation og gudstjeneste.
Han må have kendt sin bibel særdeles godt! Og personligt tror jeg, at det er hemmeligheden bag hans geni, som det har været med mange andre geniale tænkere, Einstein, Newton, Edison… ”Guds frygt er visdoms begyndelse”. Den, der ærer Gud med sine evner, giver Gud ære.
Det er uoverkommeligt at remse alle de bibelske beretninger, personer og symboler op, der findes i alle hjørner og sprækker af dette arkitektoniske vidunder, der selvfølgelig findes på UNESCOs såkaldte verdensarvs-liste.

Mest opsigtsvækkende er et mylder af tårne, der strækker sig op i himmelrummet over Barcelona.
Seks af tårnene er samlet i en pyramideform. Det højeste tårn, som symboliserer Jesus med et 15 meter højt kors, er 170 meter højt. Det næsthøjeste tårn symboliserer Jesu mor, Jomfru Maria, og har en juvelagtig stjerne i toppen.
Hvis man ikke er højderæd, kan man komme op i nogle af tårnene via trapper og elevator. Men man skal vente i køen en times tid.
Fire andre tårne symboliserer evangelisterne med deres oldkirkelige symboler – Matthæus med en Engel, Lukas med en Okse, Markus med Løve og Johannes med en Ørn.
De ”små” klokketårne på forsiden er for de 12 apostle og strækker sig 118 meter op.
På dem er indgraveret i sten Sanctus, Sanctus, Sanctus… hellig, hellig, hellig… sammen med palmegrene og ordene Sursum Corda – opløft jeres hjerter!

Katedralen har ikke kun én forside, men flere facader, som symboliserer Jesu fødsel, død og opstandelse.
Som turist kommer man først til Passions facaden, hvor symboler og udhuggede skulpturer minder om f.eks. Judaskysset, hanegal og piskningen af Jesus. De mægtige kobberbeklædte døre gengiver centrale bibelvers med versaler, der rager ud, og enkelte ord, som Jesus og Nazaret er fremhævet specielt.
På ”bagsiden” findes Navidat – fødselsfacaden, som ligger ud til en lille sø, og hvis centrale figurer lægger navn til hele katedralen.
Og den flotteste af alle facader, som endnu ikke er færdiggjort, er facaden for herligheden – evigheden.
Indvendigt i det højloftede kirkerum symboliseres den universelle kirke og overgangen til det ny og evige Jerusalem og den evige fred.
Trods sine ”kun” 80 gange 110 meters grundplan er det beregnet, at 14.000 mennesker en dag vil kunne samles i katedralen til gudstjeneste, når den står færdig – om måske tyve år.