Troen giver også dem selv mening

Journalisterne Daniel Øhrstrøm og Henrik Winther satte sig for at skrive en bog om mod til at tro i en tid, hvor naturvidenskaben er den højeste kundskab, og hvor logik er sandhed”Troen giver mening” er titlen på en ny bog, der består af 20 artikler med interviews med moderne personligheder, som mange måske ikke umiddelbart regner med er kristne.

Journalisterne Henrik Winther (tv) og Daniel Øhrstrøm (th) vil gerne give modet til at tro videre
til andre moderne mennesker.

Blandt de medvirkende er politiker Marianne Jelved, digter Søren Ulrik Thomsen, molekylærbiolog Ole Vang, Kierkegaard-forsker og filosof Peter Tudvad, tv-vært Charlotte Lindholm, velfærdsprofessor Jørn Henrik Petersen og mange flere.
Alle er de forskellige, men de har det tilfælles, at troen på Gud har flyttet deres syn på dem selv og den verden, de lever i. Troen har givet dem mening.
De fleste af artiklerne har været bragt enten i Weekendavisen eller Kristeligt Dagblad.
Henrik Winther er ansat på Weekendavisen, hvor Daniel Øhrstrøm var i praktik under sin uddannelse til journalist. Senere blev han tilknyttet Kristeligt Dagblad.
De to forfatteres personlige indgang til troen på evangeliet er vidt forskellig.

Daniel Øhrstrøm, 27 år, er opvokset i en pinseslægt og har altid holdt fast i troen på Gud. Henrik Winther, 49 år, blev derimod kristen for få år siden. Eller rettere sagt, han fik et tilbagefald til troen, som han selv udtrykker det.
– Jeg er fra et katolsk-protestantisk hjem og har gået i en katolsk skole i 10 år. Men som 19-årig forkastede jeg fuldstændig kristendommen, meldte mig ud af Folkekirken og blev ateist. Så for små fire år siden fik jeg lyst til at gå i kirke igen, et indre behov opstod. Selv om jeg ikke oplevede noget dramatisk, der fik mig til at opsøge kirken, var det alligevel sjælsrystende for mig. Første gang, jeg gik til nadver efter alle disse år, hvor jeg havde flakket rundt som ateist, var meget grænseoverskridende for mig, men jeg oplevede en indre ro bagefter.
– Som ateist bruger man en masse energi på at klare sig selv. Dengang følte jeg mig alene midt i det hele, men det gør jeg ikke mere. Nu har jeg Gud, jeg tror på treenigheden og er specielt glad for Helligånden – og jeg beder også.
– Jeg går i kirke hver søndag, så troen har fuldstændig ”smadret” søndagen. Min 12-årige søn synes, jeg er fra forstanden, men min kone tager med en gang imellem, hun har altid været mere troende.
Mine kollegaer på Weekendavisen ved det godt, der har jo også været medieomtale af bogen. De synes, det er lidt spøjst med mig, fortæller Henrik Winther.
Du kommer i Folkekirken, er den ikke for gammeldags og støvet for et moderne menneske som dig?– Den skal være støvet og bære traditionerne videre, så man føler sig i pagt med sin slægt og sin fortid. En time en søndag formiddag i et andet rum, hvor man på alle måder kan koble af og koble på noget andet, fylder sjælen åndeligt op. Det har givet fantastiske stærke oplevelser at tro på Gud igen og gå i kirke. Men det har også krævet mod, indrømmer Henrik

Netop modet til at tro blev et emne, som Henrik fik lyst til at skrive om i Weekendavisen, hvor de første interviews blev bragt for to år siden.
– Bogen er til søgende mennesker, som måske spørger sig selv – tror jeg – eller tror jeg ikke? Læserne kan møde moderne veluddannende mennesker, der tør tro. ”Troen giver mening” er en bog, hvis hensigt er at bringe mod til at tro, mod til at gå i kirke, mod til at være anderledes, end flertallet er. Om ikke andet finder man i hvert fald nogle diskussionspartnere i bogen.

– Ja, siger Daniel Øhrstrøm, der på samme tid, uafhængigt af Henrik, fik lyst til at tage fat i samme emne.
Som søgende kan man spejle sig selv i personerne. Og netop fordi personerne er så forskellige med forskellige indgange til troen, er der gode chancer for at finde et interview med en person, der ligner en selv.
– Men bogen er også skrevet til kristne for at være en øjenåbner, så læserne får mulighed for at se ud over deres egne kirkemure. Da jeg var yngre, havde jeg selv en fordom om, at den eneste levende kristendom fandtes i frikirkemiljøet. Nu tror jeg mere, at det handler om at finde en kirke, hvor man føler sig hjemme. Og selv om jeg selv har fundet sådant et sted, føler jeg mig først og fremmest som et lykkeligt medlem af Guds store menighed. For Gud er ligeglad med kirkemure. Gud ønsker fællesskab med alle uanset kirkeretning.
– Hvis troen ikke giver mening i dagligdagen, men begrænser sig til den ugentlige time i missionshuset eller kirken, bliver troen fattig og ekskluderende. Men sådan kan det let gå, hvis man tror, at man kommer i den eneste rigtige kirke. Derfor kan det være sundt at låne andre kristnes briller til at se Gud i øjnene. Og for mig har det været værdifuldt at skrive interviewene og møde de forskellige trosbetragtninger. Det har udvidet mit åndelige perspektiv, siger Daniel.
– Det har været vigtigt for os at fremhæve, at selv om mennesker er højtuddannede og fornuftsbetonede, kan de samtidig godt tro på noget, som er stærkere end dem selv, som giver dem styrke i hverdagen, mod til at gå i kirke, mod til at bede til Gud og mod til at fortælle om deres tro på evangeliet offentligt, er begge forfattere enige om.

Daniel Øhrstrøm er journalist fra Syddansk Universitet 2005. Han står for langt de fleste interviews i ”Troen giver mening”. Trods sin unge alder har han tidligere udgivet to bøger. I 2005 blev det til samtalebogen ”Vejen til værdighed” med Karen Margrethe Kirk, som der også er et interview med i ”Troen giver mening”.
Senere samme år udgav han den meget anmelderroste og presseomtalte biografi ”Den forbudte frelse” om iranske Massoud Fouroozandehs omvendelse til kristendommen fra islam. Massoud Fouroozandeh er i dag frikirkepræst i Odense.

Henrik Winther er journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1981. Han har arbejdet på Berlingske Tidende, B.T., Aktuelt, Weekend Nu, Medietimen og siden 2002 på Weekendavisen. Han er forfatter til bogen ”Fyret”, om lukningen af dagbladet Aktuelt, og børnebogen ”Thomas i Immerige.”
”Troen giver mening” er udgivet af forlaget People’s Press.