Børnene er de vigtigste
Amerikanske Larry Fowler talte til 350 børnemedarbejdere i Odense.350 børnemedarbejdere var samlet til konference i Odense i sidste weekend for at suge ny inspiration til sig.
Lær at bruge dukker, øv dig i skuespil, og trylleri med budskab.
Det var indholdet af et lille udpluk af de mange workshops, der i weekenden lokkede 350 børnemedarbejdere til Børnemedarbejderkonference (BMK) i Odense.
En af dem var Line Rinkovski fra Århus, der hjælper til i søndagsskolen i Apostolsk Kirke. For hende falder konferencen på et tørt sted.
– Jeg har brug for nogle gode ideer og nogle konkrete ting at gå i gang med som børnemedarbejder, for jeg er ret ny i det, siger Line Rinkovski.
Hun var blandt andet begejstret over at deltage i workshoppen med drama og det kreative værksted.
Det er dejligt at få noget teori og at prøve det selv, siger Line Rinkovski, – og så prøver jeg at tænke vores børn fra søndagsskolen ind i det vi laver.
Fra samme kirke kommer Jane Larsen. Hun har været med på BMK før og er nu med for anden gang.
– Det er rart at få noget undervisning og blive styrket i det man går og gør i hverdagen, siger Jane Larsen.
Blandt de mange ting, hun glæder sig over , er at der samles så mange deltagere fra forskellige kirkesamfund.
– Ja, og når der så er nogen, der laver sådan en fantastisk konference, og så synes jeg det er rigtig dejligt at komme og være med, siger Jane Larsen.
færre deltagere
BMK, der arrangeres af et bredt udsnit af frikirkelige og folkekirkelige børneorganisationer, blev holdt for første gang i 2001. Her havde man 700 deltagere, men denne gang var der blot 350 deltagere.
Ivan Zimmerman, der er Baptistkirkernes repræsentant i arrangørgruppen, erkender den faldende tendens, men glæder sig alligevel over opbakningen.
– Vi troede faktisk, at vi ville blive meget få i år, men vi kom over 300. Det gør, at vi kan se, at behovet er der, siger Ivan Zimmerman.
For børnepræsten fra København handler BMK mest af alt om at motivere andre børnemedarbejdere til at gør en ekstra indsats.
– Det handler om at øve sig i at blive bedre. Øve sig i at udfordre sig selv til at gøre en ekstra indsats. For det er motivationen, der er det vigtigste, siger Ivan Zimmerman.
Konferencens mange tilbud om workshops var afbrudt af fællessamlinger, hvor man blandt andet kunne høre stævnets hovedtaler Larry Fowler.
Amerikaneren, der er leder for 15.000 kristne Awana-klubber på verdensplan, talte lørdag formiddag om, at børn er lige så vigtige som ja endda vigtigere end andre mennesker. Til det brugte Larry Fowler billedet med Jesus, der tager imod de små børn.
– Disciplene havde ikke lært, at alle mennesker er vigtige for Jesus, så derfor blev han vred på dem, sagde Larry Fowler, og fremhævede senere, at børn lige så meget som andre har brug for, at Gud påvirker deres verdensbillede.
– Vores mål er ikke bare at påvirke deres hjerner. Vores mål er at påvirke deres verdensbillede eller også kaldet deres hjerter. Derfor må vi skabe forbindelse mellem Bibelens ord og børnenes hjerter, sagde Larry Fowler.
Søndag kunne 350 børnemedarbejdere drage hjem fra Rosengårdskolen i Odense, formentlig mætte af indtryk.
– Så vi håber at få folk til at gå hjem at sige: Nu gør vi noget ekstra, siger Ivan Zimmerman, der allerede ser frem mod næste børnemedarbejderkonference i 2008.