Det rige Danmark svigter
Danmark er et af verdens rigeste lande. Vi har overskud på betalingsbalancen. Udlandsgælden er væk. Men der er mennesker i Danmark, der har det svært. Mange børn passes på alt for lidt plads af alt for få pædagoger. Flere og flere pædagoger sygemeldes på grund af stress. De svageste af vore ældre medborgere får ikke den hjælp, de bør have. Men så kan vi bare skære yderligere i U-landshjælpen for at skaffe midler til de svageste af vore ældre medborgere, siger Dansk Folkeparti i forbindelse med den nye finanslov. Hvor kynisk at benytte sig af denne omvendte Robin Hood taktik.
Men vores regering og folketing handler mindst lige så kynisk, når det drejer sig om de 500-600 udviste irakere, der i øjeblikket bor i Sandholmlejren, i Avnstrup eller andre asylcentre og venter på at blive sendt ud af Danmark til et land, der er i krig, og hvor vi dagligt i medierne hører om nye oprør, nye massakrer, nye ødelæggelser. De fastlåste irakiske asylansøgere har et valg mellem pest og kolera. Det kan vi ikke være bekendt i det rige Danmark.
Som det fremgår i andre artikler i denne uge i Udfordringen på side 12 og 13, så udsætter vi nogle af vore medmennesker for helt urimelige lidelser, og en række børn fratages muligheden for en rimelig fremtid. Seks år af et barneliv i asylcenter er lang tid.
De mennesker, der således sidder fast i asylcentrene, er en udfordring til os som kristne, en udfordring til at række hånden ud og hjælpe, både i dagligdagen og med at rende myndighederne på dørene for at få ændret en urimelig situation. Men det er også en udfordring til kristne politikere om at få bragt det kristne livs- og menneskesyn tilbage til dansk lovgivning og administration.
Bibelen taler klart om at tage sig af de svage og at tage sig af de fremmede, men i Danmark skal vi have al religion ud af det offentlige rum og overlade samfundet til de stærke, til de intelligente, til de unge.
Danmark er kommet på vildspor, og vi har brug for at komme tilbage på sporet. Derfor har vi brug for en folkelig og åndelig vækkelse og vi har brug for, at vi som enkeltpersoner gør en ekstra indsats for vores næste.
