Fanget i asylsystemet

Mellem 500 og 600 irakere bor for tiden i Sandholmlejren, i Avnstrup eller andre asylcentre. De er fanget i det danske asylsystem, for Flygtningenævnet mener ikke, at de har krav på beskyttelse i Danmark, men på grund af krigen i Irak kan de heller ikke vende tilbage til deres hjemland.Solen græder, det samme gør fuglene, og blomsterne er også kede af det. Vi sidder med en stak tegninger, der er lavet af børn fra Sandholmlejren i Nordsjælland.

Otteårige Meenas tegninger viser, hvordan hun oplever sit liv i dag, og hvad hun drømmer om

Børnene blev bedt om at lave to tegninger. Den ene skulle vise deres situation i dag, mens de på den anden skulle tegne deres drømme, og her ser man anderledes glade motiver: Den fængselsagtige asyllejr er erstattet af et stort hus. Der er farvestrålende blomster og solen smiler varmt.

De farverige tegninger taler i al deres enkelhed stærkt og tydeligt om den tilværelse, børnene og deres forældre lever i asyllejren.
– Alle dage er ens her, for vi har ingenting at tage os til. Jeg vil gerne lære mere dansk og engelsk, men det kan jeg ikke længere, siger Zeina Rassam.
I begyndelsen af august blev hendes ansøgning om asyl behandlet i Flygtningenævnet, og det endte med et afslag til hende og hendes otteårige datter, Meena. De kom til Danmark den 11. september 2005. Da havde Zeinas mand, Salam Ghazi, allerede opholdt sig næsten fem år i Danmark.

De flygtede alle fra Irak i november 2000, fordi Salam blev udsat for afpresning af folk fra Saddam Husseins styre. De havde optaget et bånd, hvor han udtalte sig kritisk om Saddam Hussein, og de forlangte 3.000 dollar, ellers ville de dræbe ham. Det lykkedes dem at skaffe pengene, men afpresserne kom igen. Anden gang forlangte mændene 2.000 dollar. Afpresningen fortsatte, og Salam og Zeina fandt ingen anden udvej end at forlade Irak, og to uger senere rejste de til Jordan. En uge senere flygtede Salam videre til Danmark, mens Zeina og Meena blev i Jordans hovedstad Amman. Her levede de illegalt indtil sidste sommer, hvor de jordanske myndigheder sendte dem tilbage til Irak. Zeina og Meena boede derefter to en halv måned i en lejet lejlighed i Bagdad, før de den 2. september atter flygtede fra Irak.

De turde ikke blive i landet, da de blev truet på livet. En dag kom to langskæggede mænd til Zeinas bopæl. Hun talte ikke selv med dem, men fra sin lejlighed så hun, at de to fortalte udlejeren, at de ønskede at få fat på hende og hendes datter, og at de ville blive dræbt, hvis de ikke forlod Irak. Hun blev også beskyldt for at missionere, fordi hun underviste børn i kristendom.
Bagefter talte hun med præsterne i kirken og med sin familie i USA, og familien rådede hende til hurtigst muligt at forlade Irak. De sendte hende penge, så hun kunne betale en menneskesmugler for at komme til Danmark. Det kostede godt 10.000 dollar. Den 2. september 2005 begyndte flugten og via Syrien og Tyrkiet kom de den 11. september 2005 til Danmark, hvor hun blev genforenet med sin mand. Det var første gang i fem år, Meena så sin far, og hun kunne ikke genkende ham.

Zeina og Salam kan på tv dagligt følge med i, hvordan situationen i Irak er blevet forværret i de seneste måneder. For at komme af med institutionspræget har de købt et par genbrugssofaer for nogle af de penge, de fik, da de fik penge til mad, tøj m.v.

Salam Ghazi fik endeligt afslag på sin ansøgning om asyl i Danmark i april 2004. Derfor har han i over to år boet i Sandholmlejren, der ligesom Avnstruplejren ved Hvalsø på Midtsjælland er udsendelsescentre for afviste asylansøgere. Her opholder de sig i en lejr, der er afspærret af et højt hegn, indtil de kan sendes tilbage til deres hjemland.
Men på grund af krigen i Irak kan Salam, Zeina og Meena ikke sendes tilbage til Irak, og mange andre irakere, kristne såvel som muslimer, befinder sig i samme situation. I alt er der mellem 500 og 600 afviste irakiske asylansøgere i det danske asylsystem, og nogle af dem har levet op til fem-seks år i flygtningelejre rundt omkring i Danmark.
Umiddelbart har de ikke udsigt til at kunne leve en blot nogenlunde almindelig hverdag. De nærmest borgerkrigslignende tilstande i Irak hindrer dem i at vende tilbage til deres hjemland, og da de har fået afslag på asyl i Danmark, er de henvist til at leve i asylcentrene.
De må ikke arbejde eller tage en videregående uddannelse. De fleste børn får en eller anden form for skolegang, men ikke alle. En pige, der har været fem år i Danmark og nu er 14 år, er f.eks. ikke i stand til at læse og skrive.

Hovedparten af de afviste irakere ønsker ikke at vende frivilligt tilbage til Irak, da de i den nuværende situation mener, at det er for farligt. Det betyder, at de ikke længere får økonomiske ydelser til mad, tøj og andre fornødenheder. De kan få tre gratis måltider mad i cafeteriet om dagen, og hver 14. dag får de en æske med tandpasta, sæbe, shampoo m.v. til den personlige pleje.
En anden ”motivationsfremmende foranstaltning”, som flere af dem er underlagt, er, at de to gange om ugen skal melde sig hos politiet i lejren. Her bliver de blandt andet spurgt om, hvornår de rejser hjem.
– Betjenten siger f.eks.: ”Hvorfor er I her stadig? I må tage tilbage til Irak. Underskriv her og tag af sted!” Nogle gange siger jeg til betjenten: ”OK, så tager du med!” fortæller Salam. Han tilføjer, at mange af betjentene er flinke, og at det ikke er dem, men systemet, der er problemet.

En del af dagen går for Salam og Zeinas vedkommende med at se fjernsyn. De kan både følge udsendelserne fra satellitkanalen SAT-7, der sender programmer for kristne i Mellemøsten og Nordafrika, og nyheder på arabiske tv-kanaler.
Herigennem kan de se, hvordan situationen forværres i deres hjemland. Juli blev en af de blodigste måneder, siden USA og dets allierede i marts 2003 indledte krigen mod Saddam Husseins styre.
– Ingen regner med, at det bliver bedre i Irak. Jo, måske om ti år. Det er især blevet vanskeligt for de kristne, siger Zeina.
Før flugten fra Irak for et år siden oplevede hun, hvordan ekstremistiske muslimer spredte sedler i kristne områder i Bagdad, hvor de opfordrede de kristne til at forlade Irak.
– ”I må rejse og tage til Vesten, ellers dræber vi jer. Det er vores land, ikke jeres”, skriver de på sedlerne, selv om der har været kristne i landet i snart 2000 år, siger Zeina.
Hun kender blandt andet en ung præst, der er blevet dræbt i Bagdad. For nylig så hun på internettet, hvordan kirken, hvor hun og Salam blev gift i 1997, er blevet ødelagt af bombeangreb.
Lige nu er det svært for Salam og Zeina at se, hvad fremtiden bringer dem. De har forladt alt i Irak, og ingen af deres nærmeste familie er tilbage i landet. Salam har fire søskende, to brødre og to søstre, der bor i Aalborg, og resten af deres familie bor enten i Syrien eller USA.

Situationen er ikke meget anderledes for Hanna og Karim, et andet irakisk ægtepar, der bor i Sandholmlejren. Hun har en eksamen med engelsk litteratur som hovedfag fra universitetet i Bagdad og har undervist som gymnasielærer i Bagdad frem til 1989. Han er uddannet ingeniør og var kommuneingeniør i Bagdad, før han etablerede sin egen entreprenørvirksomhed. Hun er 70, han 74.
De har en søn, der for godt 15 år siden flygtede fra Irak og nu vist nok opholder sig i et østeuropæisk land. Sønnen er blevet gift og har fået en søn, men Hanna og Karim har ikke set deres søn i flere år – og de aldrig set deres barnebarn.
Hanna og Karim flygtede fra Irak, mens Saddam Hussein stadig var ved magten. Baggrunden var, at der med jævne mellemrum kom folk fra det regerende Baath-parti og udspurgte dem om deres søn.
Sønnen havde haft en betroet stilling, hvor han havde fået kendskab til forsvarshemmeligheder, og partifolkene pressede og truede Hanna og Karim for at få dem til at overtale deres søn til at vende tilbage til Irak.
Frygten voksede for hvert besøg, og nogle gange søgte Hanna tilflugt hos venner, når Karim på grund af sit arbejde ikke kom hjem om aftenen. Til sidst blev partifolkenes uanmeldte besøg og truslerne for meget, og ægteparret besluttede at forlade Irak. Lidt efter lidt solgte de alle deres ejendele, og i begyndelsen af 2002 søgte de asyl i Danmark.
Som mange andre irakere fik de afslag, og de bor nu i et lille værelse i Sandholmlejren. Her har de levet siden maj 2005.
De er stadig bange for, at der kan ske dem noget, og derfor ønsker de ikke deres identitet afsløret. Af den grund er der anvendt dæknavne her i artiklen.
Selv om der er vinduer i deres lille værelse, som både fungerer som opholdsstue, soveværelse og tekøkken, er det på sin vis et værelse uden udsigt. Fra værelset kan de se ud på et langt pigtrådshegn, der afgrænser lejren fra et militært øvelsesområde – og hegnet symboliserer, hvordan de er fanget i asylsystemet.

– Vi vil hellere dø her end tage tilbage til Irak. Vi har intet at tage tilbage til. Situationen bliver værre og værre. Vi hører om døde hver dag, siger de.
Hanna har en søster, der mistede sin mand for nogle år siden, og nu bor hos sin svigerfamilie. Ellers har de ingen familie tilbage i Irak, og de solgte alle deres ejendele, før de flygtede for snart fem år siden. Heriblandt deres hus, som Karim havde tegnet og bygget for 30 år siden – et stort hus med fire soveværelser og tre badeværelser og en have med dadelpalmer, appelsin-, figen- og oliventræer. Alt blev solgt, så de kunne betale menneskesmugleren, der hjalp dem til Danmark.

Karim og Hanna nævner flere grunde til, at de ikke kan tage tilbage til Irak:
– Vi risikerer at blive dræbt, fordi vi er kristne, og derfor af nogle ekstremistiske muslimer anses for at være spioner for tropperne fra den udenlandske koalition. Hadet bliver værre og værre over for disse tropper.
– For det andet kommer vi fra Danmark, som er et af de lande, der har tropper i Irak, og derfor vil vi stå i en kritisk situation, hvis vi vender tilbage. Der er et voksende had over for det kristne mindretal på grund af de udenlandske styrkers tilstedeværelse. Kristne piger og kvinder bliver truet til at bære tørklæder, og der er ingen sikkerhed i Irak, siger Karim.
– I Irak kan vi heller ikke få den medicin og lægelige behandling, vi har brug for – og den medicin, det er muligt at få, er ekstremt kostbar, siger Karim og Hanna, mens de viser hver sin plastikkurv, der er fyldt med medicinæsker. Karim lider blandt af en hjertesygdom, og han er glad for at kunne få medicin. I de seneste tre år har han også haft smerter i ryggen, men han undrer sig over, hvorfor han ikke er blevet sendt til en specialist, men blot har fået smertestillende piller, fysioterapi – og et råd om at svømme.
– Men pillerne ødelægger min mave, så jeg har i dag skrevet et brev til lederen, fordi min tålmodighed nu er hørt op, siger Karim og viser en kopi af brevet.

Et par gange om måneden deltager både Zeina og Salam og Hanna og Karim i de gudstjenester, der på skift holdes i en række københavnske kirker for flygtninge og indvandrere. Gudstjenesterne foregår på engelsk, og tekstlæsning og prædikenen oversættes til arabisk.
Disse gudstjenester er et af de lyspunkter, de oplever i deres asyltilværelse i Danmark. Et andet er, når der kommer danske venner på besøg – eller de besøger danske kristne i området, f.eks. deltager de nogle gange i en bibelkreds i Nordsjælland.
Et tredje lyspunkt er, at nogle kristne har taget initiativ til at samle penge ind, så de afviste kristne asylansøgere i Sandholmlejren kan få lidt lommepenge, efter at de har mistet retten til økonomiske ydelser til mad, tøj og andre fornødenheder.