Hvis vi gi’r en hånd

For et par år siden var jeg i Tchad og holdt et seminar i byen Pala om at kommunikere.- Jeg følte, at de fattige kristne nok ikke kunne bruge så meget af mit foredrag. For de havde hverken tv, radio, aviser eller telefoner. Deres indtægt er vel 150 kr. om måneden – hvis de har arbejde. Men da jeg vendte tilbage et år senere, havde de udarbejdet et radio-projekt og søgt om en radio-licens.
– Dejlige mennesker, tænkte jeg, men licens får de nu aldrig i det her muslimske land… Jeg glemte at regne med bønnens magt. For kort efter fik jeg en fax fra en kurér, som de havde sendt til nabolandet: Vi har fået licens! Kan du hjælpe med udstyr?

– Nu begyndte jeg at bede! For Sudanmissionen, som betaler mine rejser, støtter ikke udenfor deres egne arbejdslande. Men bøn virker åbenbart, for inden længe forærede KC-Radio i Esbjerg deres nærradio-udstyr til den fattige radio i Tchad. En missionærven i Holland skaffede gratis transport. En mand ved navn Kaj Jensen betalte, så jeg kunne installere radioen under de primitive forhold uden el sammen med en radiotekniker, Jens Seeberg, som brugte sin sommerferie. Sådan!
– Det er her, vi så plejer at udbryde et halleluja!

– Men leverandøren snød os: Masten var kortere end lovet, og fundamentet var ikke ordentligt lavet, så masten faldt om i en storm. De frivilliges udstyr går ofte i stykker, de har ingen penge til transport, lynet slog ned i masten og brændte en del af udstyret af. Generatoren og senderen brød sammen. Da lederen ikke fik løn, tog han selv lidt hist og pist, før han blev fyret. Osv. osv.
– Jeg har netop haft et møde med folkene. De er trætte, men seje. De be´r sig igennem. Tusinder af menneskers fysiske og åndelige fremtid afhænger af radioen. Der skal så lidt til, set fra os, men for dem er de små udgifter uoverkommelige, og de har ingen sponsorer. De kan nok ikke forstå, at vi, der er så velstående, at én familie eller en bibelkreds kunne finansiere hele driften, ikke gør det.
– Og hvad skal jeg sige…? Er der nogen, der vil?