I morgen!

– Kan du huske historien om den rige unge mand, som gik bedrøvet bort? spurgte David. Han er en af mine gode afrikanske venner.
– Ja, den historie, hvor han spørger Jesus, hvad han skal gøre for at få evigt liv?
– Netop, svarede David.
– Og Jesus siger til ham, at han skal sælge alt, hvad han ejer og komme og følge ham…?
– Netop.
– Hvad med den historie?
– Den rige unge mand må have været en hvid mand. Han kan ikke have været afrikaner, pointerede David.
– Hvorfor ikke? Fordi han var rig?
– Nej, ikke derfor. Men hvis han havde været afrikaner, ville han ikke være gået bedrøvet bort.
– Nej..?
– Han ville da have sagt: Ja, Jesus, det vil jeg straks gøre!
– Nå, tror du det…? spurgte jeg skeptisk.
– Ja, han ville have sagt: I morgen vil jeg gøre det! Jeg vil sælge alt og komme og følge dig. Men først bliver jeg nødt til at tage hjem til min landsby, hvor en fjern slægtning er død, så jeg kan ære den døde og trøste hans familie. Men så vil jeg tage hjem og sælge mine ting. Og hør, Jesus, det er nok bedst, at jeg tager til byen og sælger mine ting på markedet der, for så kan jeg få mere for dem. Men når det er gjort, så vil jeg bestemt komme og følge dig. Vi ses om en lille uge, eller måske et par uger…

David er en af veluddannede afrikanere, som godt kan se selvironisk på sine egne landsmænd.
Begejstringen fejler ikke noget, men det er ikke altid man får fuldført det, man gerne vil. Der kommer altid noget i vejen. Jeg kunne fortælle mange eksempler fra mit arbejde her, men måske er det mere interessant at se på os selv.
Man kan måske sige, at vi hvide til gengæld mangler begejstringen. Vi er født skeptiske. Vi foretrækker at tvivle frem for at tro. Det er derfor, vi ikke når ret langt i det åndelige liv. Vi er forbeholdne i en grad, så vi går glip af de velsignelser, der ellers ville falde os i hænderne.
Den hvide rige unge mand gik glip af det evige liv, fordi der var noget, som han ikke kunne eller ville give slip på. Nemlig sine mange penge.
Hvor dumt.
Men – måske kom han tilbage, da han havde forstået, at det evige er langt vigtigere end livet her og nu. Lad os da håbe det.