Iran løslader to kristne fanger

Hamid Pourmand og Issa Motamedi Mojdehi er overraskende blevet løsladt. Begge var uofficielt anklaget for at have konverteret fra islam til kristendommen.IRAN – To iranske kristne, der har været arresteret og fængslet for deres kristne tro, er nu på fri fod, oplyser organisationen Åbne Døre.

Issa Motamedi Mojdehi (t.v.) og Hamid Pourmand (t.h.) sad indtil for nylig fængslet i Iran på grund af deres kristne tro.

Så sent som for tre uger siden kunne man i Udfordringen læse om Issa Motamedi Mojdehi, som var blevet arresteret i Iran.
Angiveligt skulle han være anklaget for at sælge narkotika. Men efter flere uger med intense forhør og trusler om, at hans familie ville blive ramt hårdt, hvis han ikke fornægtede sin kristne tro, er Issa Motamedi Mojdehi nu overraskende blevet løsladt fra fængslet.

8-årig under anklage

Politiet understregede for ham, da han blev løsladt, at det kun var en midlertidig løsladelse. Dommeren kom samtidig under det afsluttende retsmøde med nye anklager. Issas 8-årige datter havde tilsyneladende forsøgt at lede andre børn til kristen tro, hvilket er ulovligt efter iransk lov.
– Efter sin løsladelse har Issa flyttet sin familie til et ukendt sted, oplyser Åbne Døre i sit ugentlige nyhedsbrev.

Kristen oberst løsladt

I sidste uge kunne organisationen yderligere oplyse, at den iranske præst og tidligere oberst Hamid Pourmand er blevet løsladt.
I februar 2005 blev Hamid Pourmand idømt tre års fængsel, fordi han angiveligt ikke havde oplyst hærens myndigheder om, at han for over 25 år siden var konverteret fra islam til kristendommen.
Men i slutningen af juli blev Pourmand i al stilhed sendt hjem fra fængslet. Der er ikke blevet givet nogen officiel forklaring på løsladelsen. Men ifølge nyhedsbureauet Compass Direct har myndighederne efterfølgende advaret Hamid Pourmand mod at vise sig i kirken. Ellers ville han blive fængslet igen.