Religiøs spekulation med et gran af sandhed
Judasevangeliet spinder videre på en enkelt sætning fra Jesus til Judas i Johannesevangeliet. Som mange såkaldte evangelier fra det andet århundrede prøvede forfatteren at afdække, hvad Jesus talte med disciplene om efter opstandelsen. Det fortalte kirkehistoriker Oskar Skarsaune i Århus torsdag.Når tanker tager på himmelflugt, kommer de som regel et sted fra. Spekulationer rummer ofte et gran af sandhed. Således også det nyopdagede Judasevangelium.
Som flere af de andre gnostiske evangelier tager det udgangspunkt i nogle få træk i et af de kanoniske evangeliers fortælling, i dette tilfælde Johannesevangeliet kapitel 13, vers 27: Jesus siger til Judas: Det, du vil gøre, gør det snart! Ingen ved bordet vidste, hvad han mente…
Oskar Skarsaune forklarede ved et seminar torsdag den 7. september på Menighedsfakultetet i Århus, at dette netop var guf for gnostikerne: Jesu kryptiske besked til Judas; de øvrige apostles mangel på forståelse:
– Dette er brugbart for gnostikerne, som jo siger, at apostlene aldrig forstod, hvad Jesus virkelig mente. Den eneste, der vidste det, var Judas, forklarede Skarsaune.
Judas hjalp Jesus til frelse ved at forråde ham, så hans krop kunne blive dræbt på korset, og hans ånd kunne blive sat fri. Judas var den eneste i det øjeblik som forstod Jesus; de andre apostle havde ingenting forstået.
– Da Jesus ser dem bede bordbøn til Gud for maden, står der i Judasevangeliet, at Jesus ler. For den højeste gud er ikke Gud som far, men ånden i mennesket. Frelsen består i, at menneskets ånd bliver frigjort fra kroppen.
Judasevangeliet er ifølge Skarsaune et gnostisk evangelium i lighed med det kendte Thomasevangelium. Gnostikerne var datidens New Age bevægelse, de troede på en upersonlig gud og pegede på selverkendelse som vejen til frelse. Navnet på den antikke trosretning kommer fra det græske ord gnosis som betyder kundskab.
Der blev produceret en mængde gnostiske evangelier i det andet århundrede e. Kr. Oskar Skarsaune fremhæver tre genrer: Barndomsevangelierne, Dødsrigeevangelierne og Åbenbaringsdialogerne, hvor den opstandne Kristus underviser disciplene gennem dialoger.
– Efter min mening er Thomasevangeliet et eksempel på sidstnævnte kategori. Judasevangeliet ligger denne kategori nær, men skriftets fiktion, at det er skrevet af Judas, hindrer en placering til tiden efter opstandelsen. Judas havde jo på det tidspunkt begået selvmord!
Judasevangeliet er af samme type som flere af Nag Hammadi-teksterne og er forfattet samtidig med de ældste af dem, ca. 150-180 e. Kr., fremholdt Skarsaune:
– Judasevangeliets betydning er blot et penselstrøg på et i forvejen rigt billede, som alle Nag Hammadi-skrifterne har givet.
Nag Hammadi er navnet på en hule i Egypten, hvor man i år 1945 fandt krukker med bl.a. de omtalte evangelier på koptisk. Judasevangeliet blev fundet i samme område i 1978, men kom først i eksperternes hænder så sent som i 2001.
Men hvor meget skal man lade sig anfægte af disse gnostiske skrifter, der påstås at give et mere sandt billede af Jesus?
Oskar Skarsaune oplistede et par påstande, som er i omløb i vor tid, mest på grund af Da Vinci Mysteriet:
– Det påstås, at der var langt flere skrifter som blev udelukket, end som blev godkendt til at være med i Det nye Testamente. De udelukkede skrifter blev forsøgt tilintetgjort og var forbudt læsning.
– De udelukkede evangelier tegnede et billede af en udelukkende menneskelig Jesus, de kanoniske (godkendte) en udelukkende guddommelig. Forklaringen på dette er Konstantins kanonafgrænsning under mødet i Nikæa, som fastslog, med knapt flertal, at Jesus var Gud.
Men er der historisk grundlag for dette? spørger Skarsaune.
– Nej, Kanonafgrænsningen handlede for evangeliernes vedkommende ikke om, hvilke skrifter det skulle være tilladt at læse, men om hvilke der skulle betragtes som Guds Ord, ligestillet med Det Gamle Testamente, og oplæses under gudstjenesten. Mange af de apokryfiske evangelier var populære og meget læste op til moderne tid.
– Kriterierne for afgrænsningen af de fire evangelier var: Autoritativt forfatterskab, at evangelierne stammede fra én eller flere af Jesu disciple, eller fra en af disses nære medarbejdere.
Afgrænsningen fandt sted allerede under kirkefaderen Justin Martyr omkring midten af det andet århundrede.
– Så godt som alle de apokryfiske evangelier er forfattet senere end dette, og mange af dem forudsætter de fire kanoniske som et bagtæppe. Processen frem mod fire kanoniske evangelier repræsenterede en udvidelse, ikke en indsnævring.
– Når en mand som Dan Brown hævder, at de gnostiske evangelier tegner Jesus som kun menneskelig, og de kanoniske som kun guddommelig, har han stillet det faktiske forhold nok så nøjagtigt 180 grader på hovedet. Det forholder sig stik modsat.
Det er desuden en meget vanlig moderne fejlslutning, at man projicerer den konstantinske magt-kirke tilbage til før kejser Konstantin, ofte tilbage helt til begyndelsen, fremholdt Skarsaune:
– En biskop som Irenæus tegnes som en mægtig kirkefyrste, som undertrykker gnostikerne, ekskommunikerer dem fra kirken og ødelægger deres skrifter. Men Irenæus havde ikke og brugte ikke noget andet magtmiddel mod gnostikerne end ordets og argumentets magt. Han havde ikke skrevet fem store bøger mod dem, hvis han havde haft et enklere og mere effektivt middel.
På den baggrund kommer Judasevangeliet fra år 150-180 e. Kr. til blot at stå som en kommentar til de fire evangelier i Det Nye Testamente, et bevis på, at der var noget om snakken: Jesus har levet, hans lære havde stor betydning, hans disciple var omkring ham, Judas var en af disciplene, Judas forrådte ham osv. Men tolkningen af disse fakta var stærkt påvirket af græsk filosofi i skikkelse af gnosticismen.
Denne pointe blev i Oskar Skarsaunes foredrag illustreret af National Geographics kommentator til fundet af Judasevangeliet, Bart Ehrman. I selskabets udgivelse The Gospel of Judas kalder han Judasevangeliet for en af de største historiske opdagelser i det tyvende århundrede, og forlaget tilføjer, at Judasevangeliet
tilbyder en helt ny måde at forstå Jesu budskab på.
Men samtidig må Ehrmann, der ifølge Skarsaune personligt har taget afstand fra kristendommen, indrømme:
De ældste og bedste kilder, vi har til at vide noget om Jesu liv, er
de fire evangelier i Det Nye Testamente (NT). Denne opfattelse finder man ikke bare hos kristne historikere, som sætter NT og dets historiske værdi højt. Dette syn deles af alle og af alle slags seriøse historikere som forsker i antikken, fra evangelikale kristne til hårdnakkede ateister.
Det repræsenterer den konklusion som er blevet sluttet af hver enkelt af de tusindvis af forskere, som har arbejdet med den udfordring, det er at fastslå, hvad der hændte i livet til den historiske Jesus. Dette er forskere, som har lært græsk og hebræisk, Bibelens sprog, sammen med andre relevante sprog som latin, syrisk og koptisk; forskere, som læser de gamle kilder på de gamle sprog og kender dem ud og ind.
Vi kunne nok ønske, at der fandtes andre mere pålidelige kilder. Men til syvende og sidste er det de kilder, vi finder indenfor NT, som giver os mest og bedst information. Jeg siger ikke, at disse kilder er uproblematiske
Men når de anvendes med omtanke og dømmekraft, giver de os vigtig information om, hvad Jesus virkelig sagde og gjorde. (Truth and Fiction in The Da Vinci Code, s.102-103).
mod Bibelen
– Grunden til, at jeg citerer Bart Ehrman er, at han har en helt anden trosvinkel end jeg – nærmest modsat. Så han har ingen grund til at forsvare den kristne kirke, da han ikke tilkendegiver sig som værende kristen i almindelig forstand, sagde Skarsaune.
– Dette siger altså en forsker, som ikke har interesse i at forsvare troen, men som er en fagmand. Men hvorfor kan Dan Brown i Da Vinci Mysteriet og andre lignende forfattere slippe af sted med at forfalske historiske fakta?
– En af grundene, til at folk kan være så naive i deres møde med historiske påstande, er vores fremstilling af kristendommen som en trospakke. Du skal blindt tro på alle dele af kristendommen, Jesu liv osv. Det giver folk det indtryk, at det ikke har historisk plausibilitet. Men faktum er, at der er masser af disse ting, som vi rent faktisk ved og ikke bare tror. F.eks. at Jesus ikke var gift. Havde Jesus været gift, var der ingen grund til, at kirken skulle begrave dette faktum.
Oskar Skarsaune mener, man skal tænke sig grundigt om, inden man sætter spørgsmålstegn ved det indlysende:
– Så snart man går væk fra den enkleste forklaring, nemlig at det, teksten siger, rent faktisk skete, sådan som teksten siger det, så har man lige pludselig en langt større bevisbyrde. Man skal nu kunne bevise, at dette faktisk IKKE skete, sådan som flere tekster ellers beskriver det. Man skal altså finde kilder, som kan modbevise det indlysende. Derfor synes det underligt, at folk tit og ofte ønsker at drive fakta væk fra de skrifter, vi har fra oldtiden, sluttede Oskar Skarsaune.
Fakta:
Judasevangeliet
blev fundet af bønder i en grotte i det centrale Ægypten midt i 1970erne. Efter at være blevet solgt og købt af antikvitetshandlere kom det endelig i 2001 i hænderne på et internationalt ekspertteam, som dels restaurerede det fragmenterede papyrus, dels tydede det antikke koptiske sprog. Papyruset er en kopi fra ca. år 400 e.Kr. Originalen blev angiveligt skrevet mellem 150 og 180 e.Kr.
Kilde: National Geographic Society og Oskar Skarsaune
Fakta:
Gnosticisme
går i grundtræk ud på, at verden er ond, og at verdens skaber, dvs. Det gamle Testamentes gud, i virkeligheden er ond. Ifølge gnostikerne er han så heldigvis ikke den øverste gud. Den egentlige gud er hævet over alle englevæsener og åndelige dimensioner. Nogle mennesker ikke alle har en guddommelig gnist i sig. Jesus blev sendt fra den øverste gud for at lære disse mennesker at erkende (på græsk: gnosis) denne gnist, så de frigjort fra legemet (det onde skaberværk) kan komme ind i den guddommelige dimension. I det lys gør Judas Jesus en tjeneste ved at forråde ham. Når Jesus dør fra sit jordiske legeme, frigøres hans ånd, hans gnist, til gud.
Kilde: The Gospel of Judas, National Geographic Society 2006
