Test nationen
I lørdags blev nationen Danmark testet på sin paratviden. Hvor meget ved vi egentlig, når alt kommer til alt? Ved du mere end din far, søster, moster eller nabo, eller er du det sorte får i familien. Det sorte får, som altid finder på undskyldninger, når der skal spilles Trivial Pursuit. Et spil, der har opnået særdeles stor popularitet på trods af, at det er så svært at stave til og udtale.
At vide, at være klog er noget vi sætter højt på dagsordenen i dagens DK, og måske er det det mest eftertragtede i år 2006 sammen med penge. Vi spørger tit, om penge gør lykkelig, men hvad med viden? Hvor meget skal man vide, før man er lykkelig?
Den anden dag stod jeg overfor 700 gymnasieelever og forsøgte at overbevise dem om, at følgende sætning var sand: Jo mere jeg ved desto mere finder jeg ud af, jeg egentlig ikke ved…. Vi mener nok tit, at langt de fleste af vores valg bliver truffet på baggrund af, hvad vi ved, men virkeligheden er, at det kun er en meget lille del. Resten bliver truffet på baggrund af fornemmelser, frygt, bekymring, osv. Prøv at tage et hvilket som helst land fx. Tænk på, hvor meget du ved om det land. Tænk så på alle de steder og alle de mennesker, du ikke kender til i det land. Pludselig ser din viden meget lille ud i forhold til virkeligheden.
Det er dog ikke noget problem ikke at vide alt. Faktisk vil jeg mene, at det er en stor styrke at kunne erkende det. Vi ved det jo alle sammen alligevel. Det er bare så fristende for os at forsøge at fremstå kloge, at svare, selv om vi egentlig ikke kender svaret.
Jeg er igennem årene stødt på mange bedrevidende kristne. Jeg har måske også selv været en af dem. Kristne, der har givet svar på spørgsmål, der måske ikke engang behøvede et svar, men bare havde behov for at blive hørt. Jeg har set velmenende, men bedrevidende evangelisationsoplæg, der skulle give svar, men ofte har de været til mere fordømmelse end hjælp. I kirken ser man det ofte som sin opgave at give svar, men måske var det til tider ok med svaret: det ved jeg ikke!
Vi kristne er tit så optaget af, at vi har ret, og andre har uret – at vi ved, og andre ikke ved. Vi kommer derfor ubevidst til at grave en kløft, så det bliver til dem og os. Du er måske startet op her efter ferien i en ny klasse, på et nyt hold eller en ny arbejdsplads. Hvordan vil de møde dig? Hvordan vil du møde dem? Du vil måske opleve, at der bliver stillet spørgsmål til din tro, men hvordan vil du svare? Jeg tror først og fremmest det er vigtigt, at du forholder dig ydmygt til den viden, personen overfor dig besidder. Det må aldrig blive til en test på, hvem der ved mest, eller bedst? Fortæl derefter din historie, den kan ingen tage fra dig, og vær ikke bange for at sige: det ved jeg ikke. Prøv at tænke på andre som ANDET-vidende i stedet for U-vidende.
