Vi må modtage før vi kan give

Elisabeth Lidell, der er præst ved Risskov Kirke i Århus, arrangerer pilgrimsvandringer forskellige
steder i DanmarkMartha var travlt optaget af at sørge for gæsterne, og hun sagde til Jesus: »Herre, er du ligeglad med, at min søster har overladt alt arbejdet til mig? Sig dog til hende, at hun skal komme og hjælpe mig.«
»Kære Martha,« sagde Jesus, »du er rastløs og gør dig en masse bekymringer! Men noget er vigtigere end andet, og Maria har valgt det væsentlige. Det skal ikke tages fra hende.« (Lukasevangeliet 10,40-42)Lever vi som Martha, eller lever vi som Maria? Sådan lyder spørgsmålet i al sin enkelhed til os i dag. Beretningen fortæller os, at vi må prøve at holde tungen lige i munden og bevare ligevægten mellem de to poler. Sådan at bøn og liv knyttes sammen til en integreret helhed.

Benediktinerordenens grundlægger, Benedikt af Nursia, sagde det sådan: ”Ora et labora!” Bed og arbejd! Der må være en balance mellem søndag og hverdag, hvile og arbejde, passivitet og aktivitet. Det er ikke, fordi det ene er finere end det andet, for så ender vi enten i et fromhedsreservat eller i en aktivitetsørken.
Lukas har anskueliggjort problematikken ved at placere beretningen om de to søstre lige før Fa­der­vor – og lige efter lignelsen om den barmhjertige samaritaner og det dobbelte kærlighedsbud. Altså præcis i teksten mellem bøn og handling. Vi må med andre ord både kunne modtage og give. Ja, faktisk skal vi modtage, før vi kan give videre.

Det har jeg erfaret på pilgrimsvandringer, hvor der helt naturligt opstår en regelmæssig vekslen mellem aktivitet og meditation, samtale og stilhed, udadvendt virketrang og så denne særlige forståelse af, at ”den længste rejse er rejsen indad”. Den ydre, fysiske vandring hører sammen med den indre, åndelige vandring: længslen efter Gud. Føddernes monotone gang bliver en meditativ rytme, en slags klosterliv til fods. På en pilgrimsvandring ”beder man med fødderne!”
I en tid med mange hurtige skift, endeløse informationsstrømme, højt tempo og overfyldte kalendere fremstår pilgrimstanken som en anden livsstil med tid til stilhed, eftertanke, langsomhed, enkelhed og indre ro.

Bibellæsning bør ikke bare være en from øvelse, men et livsvigtigt behov på samme måde, som dette at spise ikke er en øvelse, men et livsvigtigt behov.
Og ligesom det ikke bare gælder om at spise, men også om at fordøje det, vi har spist, så skal vi også give os tid til at fordøje Ordet. Vi kan ikke fordøje en lang bibeltekst på én gang, men vi kan måske prøve at leve en uges tid med et skriftsted, lade det klinge med i vort liv ved alle vore møder, i alt, hvad vi gør og oplever.

På samme måde, som vi skal sørge for kroppens korrekte næring, må vi derfor tænke på vores åndelige føde. Lad os illustrere det med kostpyramiden:
Nederst findes den daglige basiskost (rugbrød, havregryn, kartofler): Fadervor, daglig bøn og bibellæsning. I midten (frugt og grønt): de ugentlige vitaminindsprøjtninger såsom søndagsguds­tje­nesten, studiekreds, bibelmeditation o.l. Og øverst (æg, fisk, kød): Den daglige basiskost og de ugentlige vitaminindsprøjtninger suppleres med årlige retræter, åndelig vejledning og pilgrims­vandringer.
At være Gud nær, ”at sidde ved Herrens fødder”, kan praktiseres på forskellige måder, alt efter temperament, men vigtigt er det, at alle tre led i pyramiden tages alvorligt og dyrkes.
Kristeligt Pressebureau