Herlighedsværdi

Forleden morgen, sådan inden det rigtig var tid til at stå op, og inden jeg rigtig var vågen, lå jeg og lod tankerne passere frit gennem mit hovede.
Pludselig dukkede et ord op i mit hoved, jeg ved ikke hvor det kom fra, for det var et meget mærkeligt ord, men måske er det bare sluppet gennem filtret, der ikke var helt så tæt som ellers, på den tid af dagen.
Ordet var HERLIGHEDSVÆRDI!
Herlighedsværdi er normalt noget, man forbinder med ejendomsmæglere eller med huse. Man siger om et hus, der ligger ved en skov, en sø eller et andet naturskønt område, at det har stor herlighedsværdi, og så putter man lige en million eller to oveni prisen, for det koster udsigt eller skov.

Og hvad kan jeg så bruge dette ord til i mit liv, tænkte jeg. Efter nogen tids spekulationer kom det til mig.
Herlighedsværdi er et begreb, der kun er relevant for huse, der har lidt mere at byde på. For huset der ligger lige op af hovedvej 21, eller lejligheden med udsigt til en affaldskontainer, er begrebet absurdt.

Vi mennesker ser også tit sådan på det, at det kun er overskudsmenneskerne der har herlighedsværdi. Det er de mennesker der har overskud til at arrangere en aften i ungdomsgruppen, og dem der altid har tid til at sidde i endnu en bestyrelse. De er bedre kendt som superkristne. De har styr på alt, bønneliv, andagtsliv og bibellæsningen.
Os andre der kun med nød og næppe klare os igennem vores dagligdag, og ikke har overskud til så meget som at bage en kage. Det med Gud bliver måske ikke til ret meget mere end en kort andagt, og så snart man folder hænderne er man faldet i søvn. Ja her er der ikke ret meget herlighedsværdi…

Men det er jo netop det der er! Gud sendte sin søn til jorden, ikke for at frelse overskudsmenneskerne, men for at frelse syndere, os alle sammen. Og derfor har vi alle lige stor herlighedsværdi, for Gud. Uanset om vi ligger lige op ad hovedvej 21 eller vi ligger på strandvejen.
Husk det de dage hvor du føler dig som en faldefærdig blikhytte.