Venstre sidebanner eksempel

Ninka, Æslet og Tigerdyret

Af Annika Grønhøj
frugrønhøj.dk

I påsken var jeg til bryllup hos Æslet og Tigerdyret. Æslet er min svoger, han er rolig, nøjsom og stillestående – som Æslet. Tigerdyret er min veninde, hun har fuld knald på, hopper rundt fra det ene til det andet, har gang i tusind ting, og spreder liv og glæde, hvor end hun kommer frem. Jeg selv er Ninka, og Ninka har hjulpet Tigerdyret og Æslet med at planlægge bryllup.

Tigerdyret og Æslet planlægger et udendørs bryllup, det skal foregå i sensommeren – Ninka er vild med ideen. Æslet er en stor friluftsentusiast, og Tigerdyret elsker ideen om højt til himmelen. Men inden Ninka har nået at klappe i hænderne, er planerne ændret til, at brylluppet skal stå om foråret, nu har friluftsentusiasmen da tage overhånd, udebryllup i april, APRIL! Det bliver snestorm! Ninka rykker sig i ørerne af frustration. Tigerdyret hopper begejstret op og ned og forsikrer Ninka om, at det nok skal blive godt vejr. ”Det beder vi bare om, og så skal det nok ske!”

Resten af bryllupsplanlægningen foregår efter A– Z systemet. Ninka forsøger desperat at få tigerdyret til at forstå, at det betyder A-B-C… Men tigerdyret planlægger bare bedre ved at springe fra A til K til Æ til P, og igen må Ninka trække sig i ørerne af frustration, hun bliver helt rundtosset af alt Tigerdyrets hoppen rundt, til sidst er det lige før, der kommer røg ud af hendes lange ører. Hun forsøger desperat at krydse punkter af på sin liste, efterhånden som Tigerdyret får styr på tingene, men hun mister gang på gang overblikket, fordi G kommer efter K og A efter Æ.
Da vejrudsigten hele ugen op til brylluppet lover regn, med regn på og en lille smule blæst til, og Tigerdyret stadig tror på, at Gud skaffer godt vejr, så står Ninka af. Det der projekt, det må Tigerdyret, Æslet (og Gud) altså selv rode med, det kan kun ende galt! Ninka smækker døren til sin hule og surmuler! Håbløst projekt, hvorfor vil de ikke lytte til fornuft (læs mig).

De fleste historier om 100-meter skoven ender med, at Ninka tager så grueligt fejl, indser det og bliver god igen, og sådan ender denne historie også. Tigerdyret fik ret, vejret holdt, Gud havde styr på det. Det blev en fantastisk fest. Der var styr på alle punkterne, selvom de ikke var planlagt i rækkefølge. Tigerdyret hoppede ikke, men svævede, ned af den hvide løber til det ventende Æsel, og Æslet, der normalt ikke er af mange ord, holdt en utrolig smuk tale til Tigerdyret. Og Ninka ved nu, at hun nogle gange er nødt til at slå fornuften fra og tro i stedet for.