Det er svært at være uenig på en god måde
I Indre Mission i Hvide Sande har der været uro i noget tid. Uroen centrerer sig omkring samarbejdet med den tværkirkelige forening Come Alive. I midten af april kulminerede det med et besøg i Hvide Sandes missionshus af Indre Missions formand, som med hovedbestyrelsen i ryggen inden mødet havde gjort det tydeligt, at dele af Come Alives teologi ikke var forenelig med Indre Missions og anbefalede derfor blandt andet, at man ikke benyttede sig af en navngiven forkynder derfra. En forkynder, som ellers ofte har prædiket i Indre Mission. Det har skabt en del debat efterfølgende.
Der er i min optik ingen grund til at udskamme Indre Mission, fordi de fra ledelsens side sætter grænser for, hvad de mener, der kan forkyndes ved arrangementer i Indre Mission. Alle kirker sætter grænser for, hvad de mener, der er inden for rammerne i deres kirke. Så kan man være uenig om det, men trods alt respektere hinanden for det. Der er på den anden side heller ingen grund til at udskamme Come Alive for at være fortørnet over Indre Missions udmelding. Hvem ville ikke blive det.
Både folkene i Come Alive og folkene i Indre Mission bærer på den samme kristne tro, men har nogle områder, som de ikke ser ens på. Sådan er det, og det er ok. Om det hele så er foregået lige elegant på det menneskelige plan, det er en anden snak, og det er ikke mærkeligt, hvis folkene i Come Alive føler det som et voldsomt angreb på dem – også selvom Indre Missions formand forsikrer, at det ikke er formålet.
Indre Missions formand ser nogle af de samme åndelige faresignaler i Come Alive, som, han mener, er en generel tendens i tiden, som særligt udspringer fra dele af Bethel Church i USA. I øvrigt en bekymring om Bethel Church, der lyder fra flere forskellige kirkeretninger, og som også ad et par omgange har været omtalt her i avisen. Sagen med Indre Mission og Come Alive viser, hvor svært det er, når vi som kirkefællesskaber bliver uenige om noget, som, vi mener, er helt afgørende for den rigtige forståelse af Gud.
Vi må ikke i fællesskabets navn tvinge hinanden til at være ligeglade med ting, vi synes, er altafgørende vigtigt – blot for fredens skyld – selvom det i praksis ofte viser sig, at det giver et mindst lige så godt resultat at vælge freden frem for offentlig konfrontation. Man kan sagtens have fællesskab uden at være ligeglad. Man kan også sagtens gå på kompromis uden at miste sit ståsted. Der har i de senere år været et langt bedre fællesskab på tværs af kirker, end vi har set i mange år i Danmark.
Det er positivt. Men det er et skrøbeligt fællesskab. Der kan hurtigt komme splittelser. Det kender vi både fra historien og fra nutiden. Men Danmark er lille nok til, at det bør kunne lykkes at blive endnu mere som en samlet enhed, blandt alle der tror på Jesus. Den indbyrdes kærlighed blandt kristne gælder ikke kun i den enkelte menighed. Den gælder på tværs af menigheder og kirker. I Paulus’ brev til thesalonikerne kan man læse, hvordan Paulus roser menigheden for den kærlighed, de har, ikke bare til sig selv, men til alle de kristne i regionen.
Så vidt jeg er orienteret dømmer hverken Come Alive eller Indre Mission hinanden ude af troen, og de involverede personer gør heller ikke. Derfor bør de også hurtigst muligt kunne få landet denne sag på en god måde med respekt for hinanden – og så komme videre. Og alle vi andre omkring bør ikke dyrke forargelsen, splittelsen, forskellene, fordommene eller hvad man nu kan blive fristet til. Hverken i denne sag eller andre
