Lad os få fred i Mellemøsten

En personlig beretning og kommentar fra Bjarne Nederby Jessen, som netop er kommet hjem fra en kirkelig delegationsrejse til Israel arrangeret af Folkekirkens Nødhjælp, Det Mellemkirkelige Råd og Danske Kirkers Råd.- Vi vil bare have fred, sådan lød det gang på gang til de 12, der deltog i en kirkelig delegationsrejse til Jerusalem, Bethlehem, Hebron, Ramallah og Gazastriben i dagene 22.-29. september. – Vi er trætte af krig, terror og ufred. Vi gider ikke mere snakke om besættelsen og muren. Vi vil meget hellere snakke om livet. Vi ønsker, at vores børn skal vokse op under fredelige forhold, lød det.
Men samtidig var der frygt og mistro på begge sider. De tør ikke stole på hinanden, og det gør, at det kan være svært at øjne freden. Alligevel var der mange tegn på, at palæstinensere og israelere på græsrodsplan rækker ud til hinanden. Her ligger der måske en kim til optimisme alligevel.
Den kirkelige delegationsrejse var arrangeret af Folkekirkens Nødhjælp, Det Mellemkirkelige Råd og Danske Kirkers Råd med fire delegerede fra hver gruppe. Fra Folkekirkens Nødhjælp deltog: Kirsten Lund Larsen, Uffe Gjerding, Mads Klæstrup Kristensen og Peter Bo Larsen. Fra Det Mellemkirkelige Råd deltog Jakob Albert Dahl, Ann-Mari Sundin, Kirsten Auken og Hanna Broadbridge.
Jeg deltog selv i gruppen fra Danske Kirkers råd sammen med Lene Suh Nicolaisen, Gregers Mærsk-Kristensen og Michael Marwell. De fleste kommer fra Den Lutherske Kirke, men Den Katolske Kirke, Frelsens Hær og Det Danske Missionsforbund var også repræsenteret.

Jeg var på forhånd meget spændt på denne rejse. Jeg har ofte været meget uenig i Folkekirkens Nødhjælps temmelig ensidige holdning til Israel og palæstinenserne og følte, at jeg var på vej ind i løvens hule med denne rejse, hvor vi først og fremmest skulle lytte til, gå i dialog med og udtrykke solidaritet med de kristne og kirkerne i Det Hellige Land. Vi skulle også indsamle mangesidede oplysninger om situationen og efterfølgende formidle oplysning i Danmark, dels gennem en rapport, dels gennem artikler og foredrag samt møde med Udenrigspolitisk Nævn.
Vi var på farten fra morgen til aften og mødte mange mennesker: kirkeledere, politikere, embedsmænd, fredsaktivister, børn og unge, volontører, kristne, muslimer, messianske jøder – og så var der dem, vi ikke mødte. Vi havde et stramt program, men et program er også udtryk for en udvælgelse, og jeg savnede at møde israelske politikere, ligesom jeg gerne ville have mødt kristne repræsentanter fra frikirker og vækkelsesbevægelser, især fordi kirkelederne fra de gamle traditionelle kirker: den romersk katolske, den græsk ortodokse, den armenske og den koptiske kirke vendte sig så stærkt imod det, de kalder, de kristne fundamentalistiske zionister uden nærmere at definere dem. På den ene side gav de udtryk for ønske om samarbejde med alle kristne, men på den anden side, så er der kristne, man ikke vil samarbejde med. Økumenien rakte ikke langt nok. Det påvirkede mig meget. I det hele taget blev vi meget påvirket af det, vi hørte og så. Det er godt at komme tæt på, og ting og situationer ser ofte anderledes ud, end man møder det i pressens dækning.

Engang boede der mange, – rigtigt mange – kristne i Det Hellige Land. I dag er der kun få tilbage, og flere og flere emigrerer, fordi man har det svært. De fleste kristne i området er palæstinensere. Nogle bor i Østjerusalem, mens de fleste bor på Vestbredden og i Gaza. De har det svært med undervisning og uddannelse. Økonomien er meget stram, og så rammes de ekstra hårdt af Muhammed-tegninger og Pavens udtalelse. Der var en af kirkelederne, der udtrykte det således: ”Når I nyser i Vesten, får vi influenza hos os”. Muhammed-tegningerne og Pavens udtalelse slår tilbage til de kristne i området, og de bliver beskyldt for, at nu er de kristne i gang med nye korstog.

Delegationen er nu ankommet til Gaza for at møde kristne, der gør en stor indsats for samfundet

Der findes en række græsrodsbevægelser, der arbejder for freden. Nogle er ganske små grupper, andre er større foreninger. Vi blev inviteret til grill-party hos Said Diabels, der er en kendt palæstinensisk sanger og musiker med eget studie. Her samler han jødiske og palæstinensiske musikere for at skabe venskaber og fred. Sammen med den meget kendte jødiske sanger David Broza har han lavet en meget smuk fredssang, hvor de to skiftevis synger på hebraisk og arabisk. Et spændende initiativ, der kan synes af så lidt, men det er med til at give håb. Håb finder man også hos organisationen Rabbis for Human Rights, hvor man deltager i aktioner for at stoppe ødelæggelser af palæstinensiske huse og olivenlunde. ”Parents Circle for Bereaved Families” er en tredje organisation, hvor jøder og palæstinensere, der har mistet familiemedlemmer ved krig og terror, mødes for at tilgive, forsone, bygge bro og nye venskaber. Det gjorde et meget stærkt indtryk at møde repræsentanter fra denne organisation.

Jeg har altid været ven af Israel. Den bibelske, religiøse, politiske og historiske indfaldsvinkel gør, at jeg ikke kan være andet end ven af Israel. Det var jeg før turen, under turen og efter turen. Men man kan godt blive sur på sine venner – og jeg blev mange gange både sur og vred over en række af de urimeligheder, vi oplevede. Jeg forstår godt, at Israel må beskytte sig mod frygt og terror. Det er man simpelt hen nødt til. Men man kan godt være mere menneskelig i sin beskyttelse. Hvad ligner det, at der skabes vanskeligheder for mennesker i pasningen af deres jord og erhverv? Hvad ligner det at chikanere syge mennesker, der f. eks. tre gange om ugen skal passere ind til flere checkpoints for at komme til dialyse på et hospital i Jerusalem? Vi så børn i dialyse, der vil dø, hvis de ikke er under behandling, men det er meget svært for dem at komme til den behandling. Vi mødte mennesker, der chikaneres ud af og væk fra deres hjem eller fra deres marker. Der må kunne findes andre måder at beskytte sig på.
For mig at se er det vigtigt, at vi i Vesten presser på for at få en international tredje part ind i forhandlingerne om en fredelig løsning, og at vi, der er kristne, støtter de initiativer, der er på græsrodsplan – og dem er der mange af – for at skabe dialog, fællesskab og fred.

Flere artikler
Der vil i den kommende tid komme flere artikler i Udfordringen fra den kirkelige delegationsrejse til Det Hellige Land.