Livet gjorde ham til fighter
Jørgen Nørgaard Pedersen har ofte sat sindene i kog. Men få kender hans baggrund som et skilsmissebarn, der blev mobbet og måtte kæmpe. Det fortæller han om i en ny erindringsbog.Da Jørgen var kun 11 år, blev hans forældre skilt, og en taxa afhentede ham og hans bror, mens de tre mindre søskende og deres mor stod på trappen og græd.
De to ældste drenge skulle bo hos faderen, og den traumatiske begivenhed brændte sig ind i Jørgens hukommelse.
Forældrene var aktive i kirken og i Indre Mission i Viborg, og i 1951 var en skilsmisse en skandale.
Fra at have været en anerkendt skotøjsfabrikant-familie følte den delte familie sig nu mere som udskud, selv om biskop Baun og frue personligt tog sig af Jørgens mor.
De to små Viborg-drenge måtte nu gå i en lille skole i Rødkærsbro, hvor Jørgen blev mobbet. Men han gik i alliance med den værste – og stærkeste – af drengene og kom igennem skoleårene.
Drengene savnede så frygteligt deres mor og søskende. Det forstod faderen ikke, så der var en evig kamp om at få lov at tage til Viborg.
Og skotøjsfabrikken gik heller ikke så godt mere, så faderen og hans nye kone måtte tage til Vejle for at arbejde, mens Jørgen og hans bror blev passet af en onkel…
Endelig flyttede hele familien til Vejle, men til gengæld måtte Jørgen nu cykle i fem timer for at komme til Viborg.
– Jeg kender hver bakke på strækningen, fortæller han.
Det var en barsk periode. Men Jørgen lærte at holde fanen højt, ligegyldigt hvor svært og håbløst det så ud.
Senere flyttede familien til Aalborg, men der var stadig lige mange kilometer til Viborg, husker Jørgen.
I Aalborg begyndte der dog også at ske noget positivt.
Faderen kom igen med i missionshuset, hvor han fik ansvaret for strengekoret.
Og Jørgen kom med i De Unges Bibelkreds, hvor han mødte brødrene Ole, Poul og Per Weber, der senere blev kendte ledere. Her blev han selv grebet af det kristne budskab – og sat i gang.
De unge rejste bl.a. til Norge, hvor Jørgen blev hemmeligt forelsket i en sød jente, Grethe, som han derefter var penneven med i flere år.
I fritiden cyklede han som bogbud, og han komme i lære som boghandler.
Bagefter var han marinesoldat, og da han ikke lagde skjul på sin kristne tro, fik han hurtigt tilnavnet Jesus. De rå befalingsmænd behandlede ham barsk, fordi han fik fri til at spille i strengekoret. Han måtte ligge på maven i mudderet og synge Dejlig er jorden og derefter på ryggen og synge Dejlig er den himmel blå.
Men modstanden hærdede bare. Ingen skulle få ham til at opgive det, han troede på.
Han drømte om at komme på bibelskole i Oslo, men han havde ikke råd. Lysten og troen var dog stærk nok til, at han alligevel skrev en ansøgning.
Da han stod ved postkassen og kom i tvivl, hørte han tydeligt en stemme sige: Få den så sendt.
Det gjorde han så, men da han vendte sig, stod der ingen bagved. Var det Gud? I hvert fald tydede noget på, at Gud hørte hans bønner.
– Efter tre måneder på skolen blev jeg kaldt ned på kontoret og fik besked på at betale. Jeg fik udsættelse og bad desperat om en løsning. Men der skete åbenbart ikke noget, og en måned før opholdet var forbi, gik jeg på kontoret og spurgte, hvor meget jeg nu skyldte.
– Det er da betalt for lang tid siden, svarede kontordamen. Der var kommet en kuvert med hans navn og pengene.
Jørgen Nørgaard har aldrig siden fundet ud af, hvor de penge kom fra…!
Nu ville han gerne have et tegn fra Gud om, hvad han skulle efter bibelskolen. Han satte en frist i sine bønner til Gud, nemlig den dag, hvor han senest skulle svare på en opfordring til at komme til Frederikshavn for at arbejde på sømandshjemmet.
Dagen kom, og posten afleverede brevene. Men der var intet nyt…
Jørgen lå på sengen, da det hen på eftermiddagen bankede på døren. En højskoleelev havde ved en fejl fået et brev til Jørgen i sin post!
Det var fra Det Danske Missions Selskabs generalsekretær. Han havde hørt, at der var en dansk boghandler på bibelskolen og ville komme helt til Norge for at tale med den benovede 21-årige!
Nu var Jørgen ikke i tvivl om sit kald. Da DMS-manden fortalte om behovet for en boghandler-missionær til at arbejde i Aden blandt muslimerne, sagde han straks ja – uden at tænke på omkostningerne, for det var Guds vej.
Så skulle det alligevel ikke være ham og Grethe, når han nu skulle tilbringe de næste mange år i det steghede Sydarabien. De blev dog ved med at være pennevenner, mens han tog på missionsskole i London – uden at kunne engelsk.
Før han rejste ud, kom Grethe på besøg i København for at sige et sidste farvel…
Men så var det, at Gud igen smilede til Jørgen, for da han tog Grethes hånd, havde han slet ikke lyst til at slippe den igen.
Forelskede søgte de DMS om, at Grethe rejste med ud, når de var blevet gift.
Men DMS svarede: Nej.
Jørgen måtte værsgo at rejse til Arabien i tre år alene.
I dag lyder det umenneskeligt, men Jørgen sagde farvel og tilbragte et ensomt år i Cairo med at lære arabisk. Han boede så elendigt, at en dansk kvinde fra et Agri-rejseselskab, som fik lov at se hans hummer, hulkende brød sammen: Jeg kan ikke klare mere.
Men Jørgen holdt ud, og efter sprogstudierne rejste han til Aden, hvor der var mindst 40 graders varme.
En opmuntring var det, at kronprinsesse Margrethe kom på besøg! Hun var på rejse med Jutlandia i Østen, og Jørgen fik lov at vise hende den kristne boghandel.
Efter nogen tid blev han dog syg af gulsot og var sengeliggende i seks uger, før han 10 kg tyndere blev sendt hjem.
Grethe var i mellemtiden for egen regning taget på missionsskole i England og havde ansøgt DMS om også at blive udsendt. Da Jørgen igen var klar, fulgtes de ad til Aden som nygifte.
Men der var 50 grader ved ankomsten, og efter at have set stedet udbrød den ellers tapre Grethe, at dette her kunne hun ikke vænne sig til…
Men med Guds og Jørgens hjælp gik det alligevel.
Der udbrød imidlertid uro et par år senere, mens parret var på deres første hjemmeorlov. Både kirken og boghandlen blev brændt ned, og Jørgen blev sendt ud for bl.a. at ordne evakueringen.
Han får i de kommende år etableret en hel kæde af Family Book Shops i Mellemøsten, hvor kun indirekte mission er mulig.
Sideløbende foretager han undersøgelser i Iran, Afghanistan og Pakistan.
Han fik herefter en stor karriere inden for mission, som vi fortæller om i boganmeldelsen side 14.
Men hvad med familien?
Jørgen tilbragte sammenlagt syv år på rejser i de ca. 40 år. Han fortæller, at et af børnene engang sagde, da han kom hjem: Hvor længe er du på besøg hos os?
Derfor skyndte han sig altid at komme så hurtigt hjem som muligt. Og rejserne gav faktisk et ekstra stærkt sammenhold med Grethe og børnene. Og nu er der tid til at være sammen hele tiden – også med børnebørnene.
