Hjælper kvinder til at se ud over problemer

– Mange kvinder ser kun på deres problemer, men vi skal lære, at vi kan godt gøre noget for Gud, uanset problemerne, siger Clara Commey, leder af Women of Destiny, der holder årskonference i denne weekend.

Clara Commey

Commey er efternavnet. Og især i det københavnske kirkeliv er der flere, der kan nikke genkendende til ægteparret Clara og James Commey. De er præster i menigheden International Harvest Christian Centre. Clara Commey er stifter af bevægelsen ”Women of Destiny” (kan oversættes: Kvinder, der kender deres bestemmelse), som siden 1997 har været til hjælp for mange kvinder i Danmark og udlandet.
– Vores vision er at hjælpe dem, som er brudte og sårede, forklarer Clara Commey.
Hun husker, hvordan hun kom til landet for 15 år siden. Hun tog rejsen fra hjemlandet Ghana for at blive gift med James, der allerede var i Danmark. Efter en tid kom hun til at savne den tjeneste blandt kvinder, som hun havde oplevet i Ghana.
– I mit gamle land oplevede jeg, hvordan kvinder i tjeneste tog sig af mig. De tog sig af singler, gifte kvinder og enlige mødre, siger Clara Commey og forklarer, hvorfor hun mener, kvinder skal have en særlig omsorg i kirken:
– Kvinders behov er anderledes og de har også behov for opmærksomhed. Ofte kan præsterne ikke håndtere dette, og det resulterer i, at kvinderne ikke kan finde sig til rette.

Kvinder lærer at bede

Women of Destiny ser det derfor også som sit formål at undervise kvinder om, hvordan de finder deres plads i kirken. Og så sættes der særlig fokus på bøn.
– Kvinder skal lære at bede for nationen, for vi har brug for, at flere beder, siger Clara Commey med overbevisning i stemmen og fortsætter med at fortælle, at det også føres ud i praksis. Hver uge samles kvinder til bøn i organisationens lokaler i København.
Er der noget, der glæder Clara Commey ved livet i Danmark, er det de mange muligheder.
– I Ghana var jeg ikke involveret i noget i kirken. Men det er jeg i dag på grund af mulighederne. I Danmark er der plads til pionerarbejde, siger Clara Commey.
Midt i glæden over mulighederne ærgrer hun sig over, at kirkerne i Danmark har svært ved at arbejde sammen.
– Det irriterer mig, at vi ikke har enhedens bånd. Det er ikke et fællesskab, hvor vi støtter op om hinandens programmer. Vi har alle et godt hjerte for at række ud til Danmark, men når vi ikke kan stå sammen, bliver det svært. Så det er noget, jeg beder om.

Kræver sin kvinde

Siden opstarten for snart ni år siden har Clara Commey inspireret kristne kvinder i andre lande til at starte tilsvarende organisationer. Nu er der blandt andet afdelinger i USA, Zambia og Zimbabwe.
Det har involveret Clara i tjenesterejser til mange forskellige lande, og hun er netop kommet hjem fra en kvindekonference i Kenya.
Som mor til tre børn på 14, 9 og 6 år kræver det sin kvinde. Men Clara glæder sig over at kunne kombinere tingene.
– Nogle gange arbejder jeg hjemmefra. Men onsdag er jeg på kontoret efter middag og torsdag hele dagen, fortæller Clara Commey.
I fremtiden bliver der måske lidt mere at se til. Længslen efter at undervise kvinder på dansk har fået hende til at melde sig til et danskkursus.

Elsker at svømme

Det bliver ind imellem også til lidt fritid. Her er Clara Commey mest til en gåtur i parkerne omkring hjemmet i Kastrup. Men der er dog én ting, hun særligt nyder.
– Jeg kan godt lide, når vi tager til Sverige, hvor vi tager til stranden og svømmer, siger Clara Commey.
Denne weekend er dog afsat til tjenesten, når Women of Destiny holder sin konference i Kristuskirken i København.