Uden rødder bliver vi ufrugtbare
Inge Lise Pedersen er leder af Afdeling for Dialektforskning ved Københavns Universitet. I juni blev hun desuden valgt som formand for Landsforeningen af Menighedsråd.Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.
Som om det ikke var nok med alle de kommunale beskæringer, der i de seneste uger har fået børneforældre til at demonstrere, skal vi også i søndagens tekst høre om beskæring.
Lignelser er jo til for at anskueliggøre noget, men for mig går det lidt skævt helt fra begyndelsen, for hvad er et vintræ? Stavekontrollen melder, at det er en stavefejl, for det hedder jo en vinstok, og beskæringsreglerne for vinstokke er ikke så velkendte på disse breddegrader, som når det gælder frugttræer. Så meget fremgår dog, at det er en skrap beskæring, der skal til, hvis man skal avle flotte vindruer; først skal der skæres en masse grene væk, og dernæst skal de tiloversblevne bestandig renses eller trimmes for at blive til noget.
Det ligger snublende nært at læse denne fortælling som en anden udgave af fitness- kulturen, hvor vi trimmer os selv og hinanden for at kunne fremvise flotte velplejede kroppe. Er det en åndelig udgave af denne præstationskultur, der peges hen på? Nej, kun hvis vi forlæser os på de allerførste vers uden at få helheden med, for når det kommer til stykket, så er det ikke al denne beskæring, der er hovedsagen i lignelsen, men derimod det helt grundlæggende, at det enkelte menneske skildres som en gren på denne vinstok, og dermed helt afhængig af forbindelsen med stokken. Kun levende grene i forbindelse med stokken og dermed med roden kan bære frugt, de andre dør og er ikke bedre værd end at brændes. Uanset hvor trimmede de så er.
Når det kommer til stykket, kan vi altså hverken gøre til eller fra. Det er ikke os, det kommer an på, så sandt som det er roden og ikke grenen, der er afgørende. Er vi rodløse, bliver vi også ufrugtbare.
Det er jo provokerende ord at høre for moderne mennesker, der hævder, at mennesker har fødder, ikke rødder, dvs. at bevægeligheden er vores kendemærke. Vi bruger også fødderne til at gå uden om kirke og kristendom, men får her at vide, at det betyder at vi også render væk fra os selv. Selvudvikling forudsætter rodforbindelse. Afskårne blomster sætter ikke frø.
I stedet hedder det Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Og i slutningen af teksten præciseres det: Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed.
Hvad vil det egentlig sige at være i Jesus? Står han ikke uden for os og over for os, lige som vingårdsmanden med det kritiske blik og beskærersaksen, parat til at fjerne de ufrugtbare grene? Er det ikke anmassende at ville påstå, at vi overhovedet kan leve i en sådan samhørighed med ham, som en vinranke på en vinstok? Kan vi drive det til andet end små sure druer på vores vinranker?
Ja, det er jo det glædelige budskab i denne søndags tekst, hvis vi ellers vil forlade os på Jesu ord. Hvis vi ikke absolut vil selv og ikke vil skylde nogen noget. Ikke at vi skal sætte os hen med hænderne i skødet. Vi skal bære frugt. Men vi skal gøre det i bevidstheden om, at vi kun er bæredygtige, når vi er i levende forbindelse med vinstokkens rod, med livet selv.
Vi behøver ikke at gøre os hårde og lukke os til i en bestræbelse på at blive urørlige og usårlige. Tværtimod. Gud har i Jesus vist os sin kærlighed. Vist, at vi beror på hinanden og derfor også skal leve med hinanden. Vist, at vi kun kommer til os selv, hvis vi tør åbne os for hinanden i tæt organisk samhørighed. Vi skal turde være sårbare og involvere os i livet, selv om det kan give skrammer.
