En katoliks bekendelser

Hvad mener den katolske ungdomspræst om sin egen kirke.Jeg ringede til Gregers Mærsk-Kristensen, der er ungdomspræst i den Katolske Kirke i Danmark, for at høre, hvad en katolik er for en størrelse.

Ungdomspræst i Katolsk Kirke, Gregers Mærsk-Kristensen

– Hvad er forskellen på en katolik og en folkekirke- kristen?
Da jeg stiller Gregers spørgsmålet, er der først stilhed i et stykke tid…
– Først vil jeg gerne slå fast, at der en enhed. Vi bliver døbt, og vi modtager nadver, uanset om vi er katolikker eller folkekirkekristne. Vi er brødre og søstre, pointerer Gregers.
– Men den største forskel er nok enheden. I Folkekirken er det tit sådan, at det er meget individuelt. Dit forhold til Gud, din frelse og din sandhed. I den katolske kirke er der meget mere enhed og fællesskab. Og derfor føler katolikker sig også mere forpligtet over for kirken og over for fællesskabet.
– Den katolske kirke er meget bevidst om, at den er sendt til verden, men at den ikke er af verden, mener Gregers.

– Hvad er det, der er specielt ved den katolske kirke?
– Den katolske kirke taler til det hele menneske, til sanserne, meget mere end Folkekirken gør. Til messen er der røgelse og klokker, man går i position ind i kirken, man bøjer hovedet for Bibelen, og meget andet. Vi involverer ligesom hele mennesket.
– Der er også flere autoriteter i den katolske kirke, biskoppen og paven er jo autoriteter, der repræsenterer Kristus, fortæller ungdomspræsten.

– Hvorfor er du katolik?
– Først vil jeg lige sige, at jeg faktisk er vokset op i Folkekirken og har været præst i Folkekirken.
Men det, jeg godt kan lide ved katolicismen, er den stædige fastholdelse af, at der kun er én sandhed. I Folkekirken bliver det tit sådan, at der er mange sandheder. Hvis du ser sådan på det, så er det rigtigt for dig og din og min frelse.
Jeg kan rigtig godt lide fællesskabet i katolicismen. Det er vores fælles frelse og vores fælles tro.
Jeg har det også rigtig godt med de autoriteter, der er. Jeg er et meget matematisk tænkende menneske og kan rigtig godt lide den struktur.

Hvor mange katolikker er der i Danmark?
– Der er mellem 33.000 og 34.000 registrerede katolikker, men der er mange, som ikke er registreret.
Der er mange koptisk-kristne fra Irak og Iran, og de er i virkeligheden også katolikker. Så når man tæller det hele med, er der omkring 60.000 i Danmark.

Hvor mange af dem er unge?
– Der er ca. 12.000 unge katolikker i Danmark.

– Appellerer den katolske kirke til de unge?
– Nej, det er vi ikke gode nok til. Vi arbejder lige nu med en handlingsplan, der skal sørge for, at vi når de unge bedre.
Men når det er sagt, så har vi kontakt med rigtig mange af de unge.
Men vi arbejder på at lave noget mere for dem. Vi regner med at satse på weekend-arrangementer, da unge tit har svært ved at forpligte sig fast i løbet af ugen.
De lejre, vi holder nu, bliver der bakket utroligt godt op om, der skal bare være flere af dem.
Og så skal kirken selvfølgelig også være mere nærværende i deres hverdag, slutter Gregers meget ærligt.