Får Mellemøsten nogensinde fred?
Angst og frustrationer præger hverdagen i Gaza. Beskyttelsesmuren skal sikre freden, men det er slemt for dem, der skal gennem områdets checkpoints igen og igen. Læs Bjarne Nederby Jessens personlige – og ikke særlig optimistiske – beretning.Jeg besøger jævnligt Israel, men på den kirkelige delegationsrejse til Det Hellige Land i slutningen af september var jeg for første gang i Gaza.Forud for turen til Gaza var der en vis nervøsitet i gruppen. En tilsvarende norsk delegation, der var i Jerusalem samtidig med os, aflyste deres tur til Gaza, fordi de norske myndigheder frarådede det.
Vi valgte at gennemføre turen, og jeg var tryg hele vejen. Vi havde forud for turen ind i Gaza haft et møde med Rolf Holmboe fra det danske repræsentationskontor i Ramallah, som i øvrigt tog til Gaza samme dag som os.
Aftenen før og samme morgen, som vi tog ind i Gaza, var vi i telefonisk kontakt med Rolf Holmboe, og under opholdet kunne vi komme i kontakt med ham via mobiltelefon. Selv var han i kontakt med diverse FN-observatører, så vi var så opdaterede om situationen, som vi kunne være.
Selve adgangen til Gaza var en oplevelse i sig selv, og man skal have prøvet det for at forstå, hvor slemt det kan være for dem, der er nødt til at passere dette checkpoint igen og igen. Det er rigtigt, at beskyttelsesmuren og de mange checkpoints beskærmer liv, men er det mon nødvendigt at chikanere folk, der skal passere checkpoints?
Ved ankomsten til Gaza blev vi mødt af repræsentanter fra Den Lutherske Kirke. I Gaza bor der ca. 1,3 millioner mennesker, hvoraf ca. 2.500 er kristne, men denne lille kristne gruppe er med til at sætte et væsentligt præg på Gaza. De er et stærkt kristent vidnesbyrd med en diakonal tjeneste, der er meget vigtig.
I Gaza oplevede vi Jaballa-flygtningelejren, hvor folk bor tæt i dårlige huse som statsløse palæstinensere. Vi besøgte en stor drengeskole med 1600 elever fra Jaballa.
Skoleinspektøren lagde vægt på, at ingen af undervisningsmaterialerne opfordrede til vold, men derimod til tilgivelse. Han lagde vægt på, at alle bør kunne leve sammen, og at livet er for kort til had, og sagde:
– Hvis vi er kloge nok til at producere masseødelæggelsesvåben, burde vi også være kloge nok til at brødføde verden.
– Og vi må i konflikten mellem palæstinensere og israelere være ærlige og reelle nok til at sætte os ned og snakke retfærdighed.
Palæstinenserne taler hele tiden om retfærdighed og israelerne om tryghed.
Skoleinspektøren tog os med ind i et klasseværelse med 45 tilsyneladende veldresserede drenge, der så meget glade ud. På tavlen stod en tekst på arabisk, og inspektøren læste den højt. Teksten handlede om ikke-vold, og eleverne gjorde meget ud af at fortælle, at de er ikke-voldelige, ikke terrorister, er imod selvmordsbombere, og at de går ind for fred.
Det lød alt sammen rigtigt og godt, men det virkede meget veltilrettelagt, og jeg havde en klar fornemmelse af at stå over for et propagandanummer. Kristeligt Dagblads korrespondent i området, der var med os i Gaza, bekræftede min fornemmelse. Han fornemmede det samme.
Efter denne skole besøgte vi en handicapskole, et sundhedscenter og en værkstedsskole, der alle er støttet af de kristne med hjælp fra vestlige kirker og organisationer, bl.a. Folkekirkens Nødhjælp. Det var rigtigt godt at se disse spændende tiltag midt i en verden, der lider.
På handicapskolen var det interessant at se et forbudsskilt mod maskingevær, ret betryggende. I øvrigt så jeg under hele den dag i Gaza kun et maskingevær, der hang på en civil, og ganske få på politi eller militær.
På værkstedsskolen havde man 105 unge mænd, der over en 3-årig periode får en håndværkeruddannelse indenfor metal eller træ. Kun få af eleverne er kristne.
De unge mænd gik til opgaven med ildhu, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad de mon havde lavet, hvis der ikke var dette tilbud til dem. Ville de så have hørt til de stenkastende unge palæstinensere? Man har i øvrigt en tilsvarende skole for unge piger.
Gadebilledet i Gaza gav indtryk af stor fattigdom. Der var biler, også få nyere biler, men de fleste var gamle og ramponerede og der var endnu flere æselkærrer og hestevogne.
Igen og igen hørte vi mennesker i Gaza, på Vestbredden og i det egentlige Israel tale om, at nu må stridighederne høre op. Nu må vi finde ud af det sammen, og vi så også en række tiltag, der kan føre i den rigtige retning, men det er synd at sige, at vi rejste hjem med stor optimisme med hensyn til en kommende fred i området.
Man er alt for bange på begge sider, og angsten skaber frustrationer, og frustrationer skaber irrationelle handlinger. Man har virkelig brug for at få hjælp til at komme videre, og gang på gang efterlystes en international 3. part som mægler.
Den kirkelige delegation med repræsentanter for Folkekirkens Nødhjælp, Det Mellemkirkelige Råd og Danske Kirkers Råd forlod Gaza rig på oplevelser og sår på sjælen og med det store spørgsmål: Bliver der nogensinde fred i Mellemøsten?
