Kristne er velkomne i Israel
Kristen fællesorganisation føler sig godt behandlet af de israelske myndigheder.ISRAEL – Det forenede kristne råd i Israel (UCCI) fyldte 50 år her i efteråret. De oplever, at det kristne mindretal bliver godt behandlet i Israel.
– Jeg har et indtryk af, at regeringen er meget glad for, at vi er her. De rækker en hånd ud til os, siger generalsekretær Harry Tees til Udfordringen.
Han uddyber, at der altid har været gode relationer mellem kristne og regeringen i Israel, men de har været personrelateret.
– Som udlænding føler jeg mig velkommen i Israel. Vi har et godt forhold både til Turistministeriet og Indenrigsministeriet, forklarer Tees (51), som er fra Holland.
– United Christian Council in Israel blev startet i 1956, fordi man så et behov for en fælles platform for evangeliske kristne. Organisationen blev oprettet som en praktisk problemknuser, fortæller Tees.
Den vigtigste sag op gennem tiden har nok været at sørge for, at præster og volontører har fået de nødvendige visa til Israel. Paraplyorganisationen har omkring 250 visa i sin portefølje. Af disse er cirka 75 såkaldte præstevisa.
Kristne kan ikke begraves på jødiske gravpladser, og Tees påpeger, at der ikke er nok kristne gravpladser i Israel. Dette er også en sag, som de arbejder med. Videre hører skat på religiøse bygninger med til dagsordenen.
Harry Tees giver et klart indtryk af, at UCCI ikke er nogen rig organisation, og de må hele tiden kæmpe for at få penge ind til driften.
blive anerkendt
– Hvad har I opnået de seneste 50 år?
– Dette er en fælles platform i Det hellige land. Vi er med i «World Evangelical Alliance» og hvis vi har et problem, kan vi som deres lokale repræsentant sige, at vi repræsenterer 420 millioner kristne. Det giver både ansvar og privilegier. Vi er med til at styrke det evangeliske arbejde i landet, mener Tees.
UCCI er ikke anerkendt af israelske myndigheder som et kirkesamfund med de rettigheder og pligter, som historisk går helt tilbage til ottomansk lovgivning. Da Tees kom for fire år siden, ønskede han at få UCCI anerkendt, men nu er han ikke længere sikker.
– Vi har haft samtaler med Den Katolske Kirke, som er anerkendt. De har også deres problemer. Dette er noget, vi må tage stilling til.
skyld i kirkebrande
UCCI ønsker ikke at tage noget politisk standpunkt eller være imod israelere og palæstinensiske arabere.
– Vi vil være vidner for begge Abrahams sønner og forsøge at dæmpe modsætningerne, siger Tees diplomatisk.
Generalsekretæren forsvarer i den sammenhæng den muslimske befolkning i forbindelse med den senere tids brandattentater mod kristne kirker, blandt andet i Tulkarem.
– Der er ikke behov for at brænde kirker, siger Harry Tees.
Han påstår, at 99 procent af den muslimske befolkning ikke er imod de kristne, men det er unge, som vil ødelægge for at vise sig.
– I Tulkarem er der kun tre kristne familier. Vi har besøgt Den Græsk-Ortodokse Kirke, og der er gode folk der. Det er bare nogen, som vil skabe sig et navn, som ville brænde kirken, tror Tees.
at blive i landet
Han bekræfter, at der er et øget pres mod kristne i de PLO-kontrollerede områder, og dem, der har tilknytning til Vesten, er dem, som først vil rejse bort.
– Vi må hjælpe til for at holde på de kristne, både finansielt, med bøn, besøg, samt at give dem en platform. Jeg vil opfordre kristne til at besøge dem. De er brødre i Herren, siger Tees.
I dag er der 32 medlemsorganisationer i «United Christian Council in Israel». Blandt dem er Den Norske Israelsmisjon, Norske Pinsevenners Arbeid i Israel, Den Danske Israelsmission, Finska Missionssällskapet og Finsk Luthersk Mission.
Også den kendte institution Gordons Golgata med Gravhaven er med i UCCI. Det er imidlertid ikke den Internationale Kristne Ambassade i Jerusalem, Christian Friends of Israel eller Den skandinaviske Sømandskirke i Israel.
– Der er vel omkring 7000 evangeliske kristne i Israel. Af disse er de 2000 nok udlændinge. Messianske jøder er ikke med i disse usikre tal. Arabiske kristne er dog medregnet, siger Harry Tees.