Starter nødhjælp på Filippinerne

FILIPPINERNE – Den danske evangelist Peter Haahr Hansen deler mad og tøj ud til de fattige under sine mødekampagner.

Peter Haahr Hansen

Peter Haahr Hansen er evangelist på Filippinerne. Men nu har den danske prædikant også oprettet sin egen nødhjælpsorganisation Angel Relief.
Sammen med sin forlovede, Abby, rejser han rundt på Filippinerne og taler i kirker og på skoler. Men samtidig uddeler de nødhjælp til de fattige. For nylig holdt parret en møderække i byen Cavite. Her blev der uddelt sække med tøj og mad til de fattige familier, som boede i hjemmelavede træskure i de nærliggende slumområder.
– Når man er et sådan sted, har man bare lyst til at hjælpe endnu mere, siger Peter Haahr Hansen. – Børnene var så glade for at se os. Det er en velsignelse at give, når man ved, at det er til stor hjælp for dem i deres hverdag.
Peter Haahr Hansen samarbejder med lokale kirker og skoler om uddelingen af hjælpen, som primært består af mad. Det anslås, at 16-23% af den filippinske befolkning lider af sult.
-mbc