Vigtigt at møde op til møde om medier og tro

– Hvis situationen skal ændres, må vi finde sammen, siger Udfordringens redaktør.- Synes du også, at medierne giver et helt forvrænget billede af os kristne? Vil du gerne gøre noget ved det?

– Nogen må gøre noget, siger Henri Nissen

– Så skal du møde op på Udfordringen lørdag den 2. december kl. 13, siger redaktør Henri Nissen. Han har indkaldt til et møde i Søstrehuset i Christiansfeld (syd for Kolding), hvor avisen har redaktion. Allerede fra kl. 10 er der fælles bøn under ledelse af Palle Schiær.

Jesus ikke et ”røvhul”

– Da jeg hørte, at Jesus var omtalt som ”et røvhul” i gratisbladet Urban, var jeg klar over, at vi kristne må finde sammen om, hvad vi kan gøre.
Hetzen imod kristendom og kristne mindretal er taget til i medier og i politik de seneste år. På skift hænges IM, frikirkerne, Evangelist, Faderhuset, katolikkerne og andre grupper og enkeltpersoner ud.
Vi kan jo altid finde noget hos disse grupper, som vi ikke er enige i. Men næste gang er det os. Og som regel foregår omtalen på et så urimeligt og fordomsfyldt grundlag, at der gives et helt forvrænget billede af, hvad kristendom er.
I stedet for at kritisere hinanden må vi kristne nu finde sammen på tværs af alle skel og kæmpe for trosfriheden. Hvordan vi skal gøre det, må vi tale om på mødet, siger redaktør Henri Nissen, der ikke har en færdig løsning.

Georg Julin opfordrer til, at kristne går ind i debatten
Ikke ved magt…

– Jeg har kun indkaldt, fordi andre ikke gør det. Jeg håber nogle vil overtage initiativet, for jeg gør kun dette af nød, siger han.
– Vi står jo ret magtesløse. Vi kan hverken med lovgivning eller magt forhindre det, der sker. Men vi må gå sammen og prøve at finde løsninger.
Måske skal vi oprette en komité, der holder øje med det misbrug, der sker af pressen til at føre hetz, og så følge sagerne op.

Proaktivt initiativ

– Der bliver nogle oplæg, som man skal tale om i grupper. F.eks. kommer Svend Løbner og fortæller om, hvad FrikirkeNet positivt gør for at ændre pressens fordomme, og journalist Georg Julin kommer med et oplæg om, hvordan kristne kan engagere sig mere i samfundsdebatten.
Selv vil jeg interviewe repræsentanter for JesusNet og Agape, som selv har oplevet at blive hængt ud på grund af almindelige kristne moralske holdninger.

Tilmelding nu!

– Mødet er åbent for alle kristne. Men man skal tilmelde sig på forhånd, så vi får overblik over, om vi skal lave kafe til fem eller 100.
Folk har jo så travlt med alt muligt andet, men jeg håber ikke, at de kristne i Danmark lader denne mulighed gå fra sig. For der er meget på spil, og vi må ud af lammelsen og ligegyldigheden med vort folk, siger Henri Nissen.
Man kan tilmelde sig på tlf. 7456 2202 eller til henri@udfordringen.dk

Svend Løbner fortæller om, hvordan frikirker forsøger at komme af med sekt-stemplet
Opfordrer til bøn

– Vi har brug for, at der er rigtig mange, der beder for denne dag. For hvis vi kristne selv omvender os og forener os i bøn på tværs af alle grupperinger, så kan vi forvandle situationen i Danmark til det bedre, mener Henri Nissen.
Om formiddagen kl. 10-12 før mødet vil der derfor være mulighed for at samles i Korsalen til bøn under ledelse af Palle Schiær, der er forbønsleder i Dansk Oase og med i Bedehus Danmark.
Se annonce side 20.