Det var ikke mig…

Når man er stødt ind i andre i trafikken, kommer listen over dårlige undskyldninger hurtigt på bane.Det var en lumsk vinterdag for et års tid siden. Jeg var kommet på arbejde i min dejlige Volvo. Undervejs havde jeg snakket i mobiltelefon med en kær, ældre kvinde. Ja, faktisk var samtalen godt i gang, da jeg rullede ind på parkeringspladsen ved siden af Udfordringen.
– Ah, der er godt med plads, tænkte jeg, da jeg standsede bilen i en bås midt på parkeringspladsen. Jeg slukkede bilen, tog selen af, greb mobiltelefonen, smækkede døren og fortsatte med at fortælle min samtalepartner, at ”nu var jeg kommet frem”, og at ”hun måtte have en god dag.”
Faktisk havde jeg også selv en god dag. Ja, altså lige til jeg gik ud af døren og drejede rundt om hjørnet, hvor jeg kunne se den tomme parkeringsplads.
– HVAD! Bilen er væk! Jeg mærkede, hvordan mit tempo skiftede fra rolig gang til let løb.
– Nåh, pyha! Der er den! Jeg var kommet gennem den smalle passage og kunne nu se den fjerne ende af parkeringspladsen, hvor min bil stod og ”kyssede” kofangeren på en anden bil.
– Åh nej! Midt i morgenens mobil-samtale havde jeg glemt at trække håndbremsen.
For mit indre blik kunne jeg se, hvordan bilen med hjælp fra parkeringspladsens næsten usynlige hældning havde bevæget sig i ultra-slowmotion for med et lille ”puf” at ramme det uskyldige offer.
– Nå, men det kan da ikke være slemt, tænkte jeg, da jeg bugserede min egen bil væk, så jeg kunne bedømme skaderne.
Men nej. Min egen svenske kampvogn var godt nok uskadt, men dens franske veninde havde fået en bule i kofangeren.
Det var her, jeg øjnede muligheden for at udvide min liste over dårlige undskyldninger:
– Jamen, det var ikke mig – bilen kørte af sig selv!
Jeg kunne godt selv høre, at det lød lidt hult. Hvilket forsikringsselskab ville købe den? Og hvem var det lige, der havde glemt at trække håndbremsen?!
Hurtigt fik jeg trukket et visitkort op af lommen og sat det i forruden med en lille hilsen. Det blev til en god snak med ejeren – og til en regning på en ny kofanger.
Men trods lommesmerterne har jeg stadig en god fornemmelse i maven. Det ville jeg ikke have haft, hvis jeg havde stukket en dårlig undskyldning.