Fælles juleaften i kirken
Hvorfor være få eller måske alene juleaften, når man kan være sammen med andre? I Kvaglund Kirke holder man fælles juleaften for alle, som har lyst. Det kan både være enlige og par, enlige forsørgere med børn, unge eller ældre.
Siden 1993 har præste-familien Fischer-Nielsen fra Kvaglund ved Esbjerg holdt juleaften i kirken.
– Vi er sammen med vore børn om dette projekt og svigermor er også med, fortæller sognepræst Jens Fischer-Nielsen. Hans kone Elsebeth og pigerne Rebekka, Sarah og Maria (nu bosidende i Norge) hjælper alle til for at gøre denne aften så hyggelig som muligt for de mellem 45 og 85 deltagere.
Søndag d. 23. har familien Fischer-Nielsen holdt deres private juleaften, hvor gaverne bliver delt.
– For børnene er det lidt af et offer at give deres juleaften, siger Jens. Men vi gør det for at glæde mennesker. Det er jo trist at tænke på, at julens største fest kan være en ren plage for mennesker, som mangler andre at være sammen med, siger sognepræsten.
Man kan gå direkte til fælles juleaften efter gudstjenesten halv fem. Her bliver man mødt af velkomstsaft i våbenhuset.
– Menuen bliver helt traditionel, fortæller Jens med et smil. Andebryst og flæskesteg samt risalamande med kirsebærsovs. Men der er også kaffe og kager, godter og frugt.
– Vi forsøger at holde en juleaften med alle de gode traditioner, som en familiejul almindeligvis byder på. Der er julemusik, mad, juleevangelium, salmer, mandelgave, dans omkring juletræet, uddeling af julegaver, julelege, spil og julehistorie osv.
Præstefamilien har siden starten haft en flok gode folk til at hjælpe med alt det praktiske.
De, som deltager er meget glade for arrangementet. Alle medbringer en gave, der bliver trukket lod, så alle får.
Det er almindelige mennesker, som af en eller anden grund skal være alene juleaften, der kommer og kan være sammen med flere.
– Der var et ældre ægtepar, som havde deltaget, da vi holdt julearrangementet i Sædden Kirke, hvor jeg var præst før, fortæller Jens.
– De kom egentlig fra Kvaglund, og da vi blev præstepar i Kvaglund, sagde manden til konen: Nu er vores præst flyttet her til vores bydel, Kvaglund, så må til at gå i kirke. Og så har de været der siden hver søndag! Konen er nu død, men manden er blevet meget ivrig i kirken bl.a. i vores bede-tjeneste, slutter evangelist-præsten Jens Fischer-Nielsen smilende.