Jubilæum:
Inge og Hans Berntsen har bedt for syge i 25 år

En mirakuløs redning fra en alvorlig bilulykke i Tyskland gav det succesrige erhvervspar en helt ny retning i livet.
De begyndte at lægge hænder på syge og bede for dem. Og tusinder er blevet guddommeligt helbredt i Danmark og udlandet.
På lørdag holder de 25 års-jubilæum i Restaurant Papegøjehaven i Aalborg Kongres- og Kultur Center. I 25 år har Inge og Hans Berntsen nu bedt for syge, og rigtig mange er blevet helbredt. Alene i 2006 deltog mere end 19.000 mennesker i deres 99 møder i Danmark.

– Når vi lægger hænderne på de syge, så er det fordi Jesus selv har sagt, at det skal vi gøre. Hvad der derefter sker, det er op til Gud, siger Inge og Hans Berntsen.

Desuden var parret på 16 rejser i udlandet, hvor der også blev bedt for syge.
Rejserne er gået til Filippinerne, Ukraine, Kenya, Grønland og Færøerne. Og hotelpersonale, borgmestre og ansatte på de offentlige kontorer er ofte helbredt ved samme lejlighed, når Inge og Hans besøger et sted.

Det lyder som et eventyr. Og det er faktisk utroligt, hvad de to almindelige danskere er blevet brugt til gennem de 25 år. Tusindvis kan berette om, at de er blevet mirakuløst helbredt. I det lille blad, de selv udgiver, fortæller taknemmelige deltagere på deres møder om, hvordan de er sluppet af med både små skavanker og meget alvorlige sygdomme, ja, der er endda nogle barnløse par, som fortæller, at de efter forbøn har fået børn.

Og det er ikke kun de kristne medier, der fortæller om Inge og Hans Berntsens mirakuløse kristne tjeneste for syge. Også ugeblade, aviser og tv har gennem de 25 år ofte fortalt om glade helbredte. Berntsen har også været inviteret med på en bryllupsrejse til Kreta af Se&Hør for Dan og Nada fra tv-serien Robinson.
– Vi har faktisk aldrig fået dårlig omtale. Ikke engang i Ekstra Bladet.
Det tætteste, vi har været på dårlig omtale, har været Kristeligt Dagblad, siger Hans med et sigende smil.
Berntsens er også jævnligt på de kristne tv-kanaler, og gennem otte år var de hver formiddag i lokalradioen Himmelekspressen i Aalborg.
Gennem de 25 år har den største skepsis til, at Gud kunne helbrede gennem Inge og Hans paradokssalt nok været blandt traditionelle kristne.
– Og det er stadig sådan, at de største mirakler sker med mennesker, som kommer ind helt udefra, fortæller parret.

– Hvad er det største mirakel, I har oplevet?
– Det er svært at sige, for selv en ”lille” helbredelse kan betyde utroligt meget for den, der lider. Når et menneske kan bevæge en arm, som har været lam i 13 år, eller når en syg rejser sig fra en kørestol, så er det da stort, svarer Inge.
– Men det største er jo egentlig, når et mennesker tager imod Jesus og beslutter sig for at tro på ham og oplever Guds kærlighed og evangeliets forvandlende og helbredende kraft, fortsætter Hans, som altid giver deltagerne på møderne mulighed for at beslutte sig for Jesus.
Det sker som regel ved håndsoprækning, hvorefter deltagerne kan udfylde et svarkort. Og det er ikke så få, der gør det. I 2006 var der 3.948 personer, som tog imod Jesus på møderne. Fra 1998-2006 sagde i alt 43.092 personer skriftligt ”ja til Jesus”.
Men Inge og Hans kommer i både frikirker og folkekirker, og de overlader til deltagerne selv, hvilken kirke de evt. vil tilslutte sig, og nogle går måske i mange år, før de finder ind i et fast tilhørsforhold.
Men det kan ikke undgå at efterlade et indtryk, at 185.000 mennesker fra 1998-2006 var med til nogle af Berntsens 1100 helbredelsesmøder.
I de ni år forud for denne periode var Berntsens ikke begyndt at registrere, hvor mange der deltog på møderne. Men 6.033 skulle have taget imod Jesus i disse år.

Hæder fra myndighederne på børnehospitalet i Ukraine.
Møde i byen Sukkertoppen på Grønland

Det første større udadvendte møde blev holdt i Aalborghallens store sal den 27. januar 1982 – og der kom 1.600 mødedeltagere!
Men forud var der gået mange dramatiske begivenheder, bl.a. et besøg af Jesus, en bilulykke, et profetisk kald og et brud med en kirke.
Hans gjorde allerede som 26-årig lynkarriere som direktør for Bilkas store varehus i Aalborg og senere for lavprisvarehuset Indkøb, der senere blev til Obs! Så blev han Volvo-direktør og har været det, lige indtil han for et års tid siden gik på pension som 60-årig.
Mens parret boede på Sjælland i slutningen af 1960’erne fik Inge det imidlertid rigtig skidt. Hun måtte sygemeldes med depression og fik kraftig medicin, men de forskellige medicinkure hjalp ikke. Så skete der noget overnaturligt:

– En morgen lå jeg i min seng og havde det rigtigt dårligt – for det er altid om morgenen, man har det værst. Men da så jeg Jesus komme ind i soveværelset og hen imod min seng.
Jeg så hans hvide skikkelse. Ansigtet var sløret, men jeg så de draperede ærmer, snoren, han havde om livet og kvasten, der hang ned langs siden, fortæller hun.
Ligesom i et billede oplevede Inge sig selv krybe hen til Jesus, ligesom den syge kvinde i Lukas evangeliet 8:43, der „blot ville røre ved kvasten af hans kappe,“ for så tror hun, at hun vil blive helbredt.
– Sådan fik jeg lov at røre ved kvasten, og der udgik en kraft, og jeg blev frisk, husker Inge med taknemlighed.
Hun gik dagen efter til lægen for at få aftrappet pillerne. Lægen kunne godt se, der var sket noget, så han gik med til en nedtrapning, og i løbet af kun en måned var Inge ude af behandlingen og fuldstændig helbredt for sin depression.
– Og jeg har aldrig siden mærket til noget som helst i den retning, fortæller Inge, som et halvt år efter fik datteren Charlotte og to år senere sønnen Thomas.

Hans var naturligvis meget optaget af sit krævende arbejde. Men på vej til en sommerferie i Frankrig var det, som om døden bankede på og parret følte, at Gud talte til dem:
– En tankvogn på 32 tons kørte ind bag i vores campingvogn, fordi chaufføren var faldet i søvn.
Vi blev skubbet 200 meter og ramte autoværnet i den modsatte side. Børnene skreg heldigvis, så jeg vidste, at de ikke var døde. Ulykken skete på en viadukt og jeg tænkte: Bare vi ikke kommer ud over kanten.
Men selv om bilen var totalskadet, kunne vi alle kravle ud af bilen, fortæller Inge, der ligesom Hans er overbevist om, at det var Gud, der bevarede alle uskadte.
Blandt de ting, som lå spredt ud over kørebanen, var der et lommetestamente. Inges øjne faldt på Markus 13:33,
„Pas på, vær årvågne. For I ved ikke, hvornår tiden er inde. Det er ligesom med en mand, der skulle rejse til udlandet…“
– Det passede på os. Vi vidste, det var Gud, der kaldte, og vi vidste, der skulle prioriteres om i vores liv. Karrieren havde fået for meget plads.

– Vi begyndte at gå mere i kirke. Hver dag bad vi og læste i Bibelen for at få kontakt med Gud og få vejledning.
Jeg mødte en pige, som blev min bede-partner. Det kan jeg anbefale. Det er godt at bede sammen med nogen.
Vi mødte nogle kristne, som havde noget, vi manglede. Det var Helligånden, og vi bad dem om at bede for os.
Da de lagde hænderne på os, var det, som om en varm strøm gik ned gennem os, husker Inge. Senere profeterede en norsk prædikant på Brovst Hotel, at Inge og Hans skulle bede for mange syge.
Sådan gik det også. De begyndte at holde møder, og til det første i Aalborghallen kom der 1600. Mange blev helbredt og mange begyndte at tro.
– Første gang, vi så et ben vokse ud, var i 1981, og det gjorde et stærkt indtryk.
Det var mest Hans, der bad for syge til at begynde med, men Inge vidste helt fra starten, at hun også havde et kald. Hun manglede blot frimodighed. Men så blev hun af en udenlandsk forbeder sat til at bede for sin egen mor. Da moderens ben derpå blev helbredt, blev Inge også involveret i at bede for syge. Og nu deles de om opgaven, når de er ude på deres møder. De syge stiller op i to rækker, og der sker åbenbart lige mange mirakler i begge rækker!
– Der er også mange, der ringer til os for at få forbøn. Og det er en stor glæde at kunne hjælpe andre. Jeg har ofte talt med nogen i telefonen, mens jeg rørte rundt i gryden, fortæller Inge. I dag er der ti personer, som på skift hjælper med at besvare de mange telefonopringninger.

– Er det ikke en stor byrde hele tiden at skulle hjælpe andre?
– Nej, vi synes det er det bedste, der findes, svarer de enigt.
– Vi er opmuntrede hver gang, vi har været ude. Ja, man bliver næsten ”høj” af at bede for syge.

– Men er det ikke hårdt at farte rundt til 100 møder om året?
– Vi tager nogle gange et par møder i en række, og så har man jo fri resten af dagen.
Vi har jo også mange rejser til udlandet, hvor vi får lov at bede for syge.

– Da I begyndte for 25 år siden, var der ikke mange, der bad for syge…
– Nej, og Danmark er fuldstændig forandret åndeligt set. På godt og ondt er medierne jo i dag fulde af artikler om religion. Dengang måtte vi diskutere med mange kristne, også i frikirkerne, om man i det hele taget skulle bede for syge, og om Gud også i dag kunne helbrede de syge.
Dengang skulle man passe meget på med at sige, at man troede på noget åndeligt, ellers troede folk, man var skør.
I dag tror næsten alle jo på, at der er mere mellem himmel og jord. De tror så måske ikke altid på, det er sandt. Men det er så vores opgave som kristne at fortælle dem sandheden, pointerer Hans, der også husker den modstand, der var i nogle kredse imod, at en lægmand – ja, endda en erhvervsmand, en Volvo-direktør – tillod sig at forkynde og bede for syge. Det var der mange, der mente, at kun præsterne kunne tage sig af.

Inger og Hans beder for en syg dreng på børnehospitalet i Urkraine.
Forbøn for et lille kuvøsebarn på hospitalet i Ukraine.

– Vi tror, at vores kald er at fortælle det kristne evangelium så enkelt som muligt, så mennesker ikke går glip af det på grund af den religiøse indpakning, siger den slagfærdige og humoristiske Berntsen.
– Evangeliet er jo faktisk så enkelt, at det næsten er svært! Men der er jo ingen grund til at gøre det indviklet.
– Sker der flere helbredelser nu end for 25 år siden?
– Ja, det gør der. Og vi brænder efter, at flere skal begynde at bede for de syge, siger Inge, som selv underviser en del kvinder i, hvordan de skal gøre. F.eks. at man ikke skal bede tiggerbønner, men regne med, at Gud vil os det bedste. Og at vi skal bede ud fra Guds løfter i Bibelen.

– Men kan man lære at bede for syge?
Skal man ikke have en nådegave til det?
– Vi ser i hvert fald, at nogle af dem, vi underviser i vores erfaringer, selv begynder at lægge hænder på de syge – og der sker helbredelser. Derfor vil vi opmuntre til, at kristne søger denne gave – men de skal søge den med det rette motiv, fastslår Inge.
Hans supplerer: – Jeg tror, at alle kristne kan bede for, at andre bliver raske. Men det kan godt være, at Gud vælger nogen ud til på en særlig måde at koncentrere sig om denne opgave.

– Hvorfor tror du, at han valgte jer?
– Det ved jeg ikke. Måske fordi vi var villige og kunne bruges. Det har jo også nogle gange været en fordel, at jeg var Volvo-direktør. Dørene åbnede sig. Man kaldte mig healer, men pyt med det. For det var Jesus, der gjorde det.

– Når vi lægger hænderne på de syge, så er det fordi Jesus selv har sagt, at det skal vi gøre. Hvad der derefter sker, det er op til Gud, siger Hans.
– Vi kunne jo aldrig finde på at love nogen, at de bliver helbredt. Det kan vi jo ikke, for vi har jo selv begge oplevet, at vi blev syge og måtte på sygehuset, siger Hans, der selv blev opereret i en hofte, mens Inge måtte igennem en langvarig kræftbehandling.
– Jeg forstod da heller ikke, hvorfor jeg ikke blev helbredt, siger Hans. – Men i dag er jeg faktisk glad for, at jeg fik den operation, for ellers kunne der nemt have sneget sig noget hovmod indenfor. Man skal aldrig pege fingre ad andre, for man ved ikke, hvornår det rammer en selv.
– Men vi har oplevet, at blinde er kommet til at se, at døve hører, og lamme går. Alt det, som Bibelen fortæller om, bekræfter Gud ved at lade det ske igen.