Metodist-formand fylder 50

Formanden for Metodistkirkens landsledelse, pastor Jørgen Thaarup, fylder 50 år den 23. januar.

Jørgen Thaarup

Jørgen Thaarup er født ind i en mobil metodist-præstefamilie. Som ung var han en engageret spejder og ungdomsleder, som fik væsentlig betydning som forbillede for talrige børn og unge i Metodistkirken.
Doktor i Washington
Han oplevede tidligt et kald til at blive præst ligesom sin far Poul Rasmussen, og efter endt uddannelse på Metodistkirkens Nordiske Teologiske Seminarium Øverås i 1980 blev Jørgen Thaarup ordineret til diakon og senere i 1982 til ældste. Han afsluttede studier ved Wesley Seminary i Washington D.C. i 1998 med graden Doctor of Ministry.
I 1981 blev han gift med sin barndomsven Charlotte fra endnu en metodistpræstefamilie. De har børnene Johannes (25 år), Thomas (21 år) og Maria (16 år) sammen.

Katalysator for vækst

Gennem årene har Jørgen Thaarup betjent menigheder i København, Rønne, Silkeborg, Holstebro, Vejle, Horsens og Hjørring. Til dagligt er Jørgen ansat som præst sammen med sin kone Charlotte i landets største metodistmenighed i Strandby siden 1987.
Jørgen er kendt for sit overblik, ro og kontrol. Når han bestemmer sig for noget, gennemfører han det på viljestærk vis. Han nyder stor autoritet i Metodistkirken. Han har siden 2001 været den dynamiske rektor for sit eget studiested, Metodistkirkens Nordiske Theologiske Seminarium Øverås i Göteborg. Under hans ledelse er seminariet vokset til at blive den største frikirkelige præsteuddannelse i Vestsverige.
Han har ingen mobiltelefon, for familien siger med et glimt i øjet, at hvis han fik penge for alt sit arbejde, ville han være millionær.

Flittig kajakroer

Som teolog og underviser har Jørgen Thaarup gjort sig gældende i både nationale og internationale sammenhænge, hvor han især har markeret sig omkring den metodistiske teologi og dogmatik i adskillige økumeniske sammenhænge, blandt andet som forfatter til adskillige bøger og artikler.
Når Jørgen Thaarup skal koble fra, kan du finde ham i Strandby havn, hvor han sejler kajak, når vejret er til det. I vinterperioden hives skøjterne ud af skabet og glider over Frederikshavn Ishockey-stadion.
Henrik Nordborg