Blev inspireret til nødhjælp på ferien

Mia-Melisa har fået Rumænien ind med
modermælken. Men det var først på en
familieferie i 2005, at nøden i landet
for alvor ramte hendes hjerte.I sensommeren 2006 rejste Mia-Melisa, med sin kæreste Peter og deres fælles efterskole ven Simon, til Rumænien i tre måneder for at hjælpe de fattige. Lysten til rejsen blev skabt på en familieferie.Grundlaget for, at Mia-Melisa, kæresten Peter og vennen Simon sidste år brugte tre måneder i Rumænien på at hjælpe de fattige, blev lagt på en familieferie. Mia-Melisa havde været i Rumænien med familien og kæresten Peter, da hun fik en nød på hjertet for Rumænien:
– Efter vores sidste tur fik jeg en vision om, at jeg skulle til Rumænien igen i længere tid.
Det var svært lige at overskue i starten, men efter benhårdt arbejde og bøn, fik jeg lokket Simon og Peter med, fortæller Mia-Melisa.

Men hvordan startede alt det med Rumænien?
– Rumænien er et hjertebarn for mig og min familie. Vi har i over ti år støttet AKO’s (Aktive Kristnes Omsorgsarbejde) nødhjælpsarbejde i landet, fortæller Mia-Melisa med et smil på læben.
– Vi holder et årligt loppemarked, som efterhånden er blevet rigtig stort. Vi samler hvert år ca. 100.000 kroner ind ved det, fortæller Mia-Melisa stolt.
Familien er på alle måde indvolveret i AKO. Mia-Melisa’s far sidder i bestyrelsen, og det var delvist hans skyld, at de tog på den første familieferie til Rumænien.
– Min familie og jeg var første gang på ferie i Rumænien i 2003. Min far havde været i landet flere gange med AKO, og i takt med, at nødhjælpsarbejdet fyldte mere og mere i vores liv, ville vi gerne alle sammen se landet. Det var en fantastisk oplevelse, siger Mia-Melisa.
– I 2005 tog vi så af sted igen, men denne gang med et hold venner. Det var første gang Peter var med.

På turen i 2005 fik jeg en vision om at tage til Rumænien i en længere periode. Jeg fik så lokket Simon og Peter med på ideen.
Turen blev arrangeret i samarbejde med AKO. I første omgang var de dog ikke så begejstrede for ideen. AKO har nemlig ingen erfaring med at sende volontører ud.
Men ved hjælp af en usædvanlig god overtalelsesevne blev det arrangeret.
– Jeg havde en helt klar følelse af, at det var det Gud ville, fortæller Mia-Melisa.
– Jeg snakkede derfor med Søren Viftrup (formanden for AKO) om det. Han sagde god for projektet. AKO indvilligede i at hjælpe os, være vores supervisior og lade os bruge deres kontakter i Rumænien, som så vidste, at vi kom.
Det har været en kæmpe fordel for os. Vi kunne måske selv være taget afsted, men der var bare så mange døre, der blev åbnet for os, når vi sagde ,at vi kom fra AKO i Danmark. De kunne ikke stå for os, griner Mia Melisa.

Hovedparten af det arbejde ”De tre” skulle lave i landet var sammen med, eller for Sigøjnere.
Sigøjnerne er et meget forhadt folkefærd i Rumænien. De bliver mødt med meget stor fordømmelse især af deres landsmænd.
Der er mange fordomme som: De stjæler alle sammen, de lugter, de gider ikke arbejde o.s.v, fortæller Mia-Melisa.
– Og lugtede, det gjorde de virkelig, siger Mia-Melisa og fortsætter:
– Men det ville vi også gøre, hvis vi aldrig havde fået et rigtigt bad, eller ikke var blevet vasket med sæbe, tilføjer hun grinene.
– Men vi blev rigtig gode venner med dem, som vi arbejdede sammen med.

”De tre” havde deres base i Botosani, hvor AKO også har sit hovedkvarter.
Her hjalp de børnene på det lokale børnehospital.
– Overlægen gav os frie tøjler til at lave aktiviteter med børnene. I næsten en måned kom vi hver dag på børnehjemmet. Vi legede med børnene, tegnede og malede. Det var en utrolig stor oplevelse, og børnene var ellevilde, fortæller Mia-Melisa.
For rigtig mange af dem var det første gang de kunne få lov at sidde og tegne. Vi klippe-klistrede, og lavede ophæng, som vi hang op rundt på alle værelser, der trængte til lidt opfriskning, fortæller Mia-Melisa. Man kan tydeligt høre, at børnene har en plads i hendes hjerte.
Hospitalet var meget gråt, malingen var mange steder faldet af væggene, der lugtede muggent og var generelt trist.
Reglerne på hospitalet var meget strikse, børnene måtte ikke lege, kun sidde på deres seng eller sidde og kigge på et tv, hvor der ikke måtte være lyd på, så aktiviteterne, ”De tre” lavede, var et tiltrængt afbræk i hverdagen.
”De tre” hjalp også en gammel dame med at høste
– Vi blev meget overrasket, da vi mødte den gamle dame, som vi skulle hjælpe. Hun var 93 år gammel, alene og klarede derfor næsten alting selv.
Hun tørrede frugter og samlede nødder, hun syltede og lavede marmelade, og hun ordnede bønner og meget mere, fortæller Mia Melisa med beundring i stemmen.
– Vi hjalp hende med at høste majs. Det var et hårdt arbejde, men det endte med, at vi faktisk blev ret gode til det, tilføjer hun stolt.
– Selvom det var hårdt arbejde, så havde vi meget sjov med at skralde majs i timevis, og det lykkedes, da også os at komme igennem det hele til den ældre dames store glæde, siger hun.

– Vi oplevede virkelig at Gud gik foran os og bagved os, siger Mia-Melisa som en konklusion på turen:
– Med sådan en udrustning er det bare fantastisk at arbejde i Guds rige. Selvom vi nogle gange var frustreret over, at tingene ikke lige lykkedes første gang, så følte vi en stærk hånd, der styrede det hele.
Vi mødte ikke nogen udfordringer, som vi ikke magtede at bære, men blev gentagne gange mindet om, hvilken mægtig Gud vi har.
Slava Domnului – Pris ske Gud.