En levende tro er en kæmpende tro

Peter V. Legarth er professor
ved Menighedsfakultetet i Århus.»Du har stor tro!« udbrød Jesus. »Du skal få det, du har bedt om!« I samme øjeblik var hendes datter helbredt. (Matthæusevangeliet 15,28)Sygdom er farlig, både for helbredet og for troen. Sygdom kan føre til bitterhed, og sindet kan fryse til. Nytter det overhovedet noget at tro? Nytter det noget at bede? Hvorfor får jeg ikke et synligt tegn på, at Gud er en levende virkelighed? Findes Gud kun i en fjern verden og ikke i min verden?
Spørgsmålene kan vælte én omkuld, så man mister både modet og troen. Fristelsen til at vende Gud ryggen lurer hos alle, men ikke mindst hos den, der er alvorligt syg.

Kvinden i søndagens tekst havde en datter, der var plaget af en dæmon. Kvindens situation kunne nok friste til fortvivlelse og indelukkethed, men hun råbte i sin ulykke til Jesus: ”Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn!”
Men hun mødte den ene forhindring efter den anden. Hun var en hedning, en ikke-jøde, uden rettigheder af nogen art. Forhindringerne var store, og de kunne nok standse mange andre, men ikke hende.
Først mødte hun Jesu tavshed. Derefter disciplenes afvisning. Troens folk skulle vel bane vej til Jesus og ikke spærre vejen til ham, men det gjaldt åbenbart ikke kvinden. Hun mødte et ”send hende væk! Hun råber efter os.”
Og til sidst ydmygelsen fra Jesus selv. Jesus kaldte hende en hund, der ikke havde ret til at spise børnenes brød. I stedet for de åbne arme mødte kvinden ydmygelse og fornedrelse hos Jesus.
Det er ubegribeligt, at hun ikke gav op. Men i stedet trængte hun sig på. Ihærdigt og vedholdende. Mon ikke hun oplevede sin egen tro som desperat. Men Jesus sagde til hende: ”Kvinde, din tro er stor.”

En levende tro er en kæmpende tro. Det er en tro, der ofte må kæmpe med Gud og løbe Gud på dørene. Den bedende får ikke altid svar første gang, han/hun beder. Men troens menneske holder ud og beder og tror på trods. Ganske ofte er troen en tro på trods af al fornuft og sandsynlighedsberegning.

I kvindens situation sker der det uudgrundelige, at hendes datter bliver helbredt. Det er en forunderlig gave, når Gud opfylder vore ønsker og river et menneske ud af sygdommens lænker. Det er trosbekræftende og livsbekræftende, når vi får håndgribelige vidnesbyrd om, at Gud har grebet ind og har kureret en sygdom, hvad enten Gud har brugt læger og medicin, eller helbredelsen er sket på mirakuløs vis. Et godt helbred er en kostelig gave fra Gud.

Men hvad så, når underet ikke sker? Mange, mange mennesker har tryglet og bedt om helbredelse, men de fik ikke deres ønske opfyldt. Og det store ”hvorfor?” trængte sig ind på livet af dem. Har troen været for lille, så at Gud ikke greb ind? Skal vi slutte som så, at den, der er syg, har en tro, der er for lille? Nej, nej og atter nej.

Det er et bedrag at forestille sig, at man bliver rask i samme grad, som man har tro. Hvis det var tilfældet, var det i virkeligheden ens egen skyld, at man ikke blev rask. Man kunne jo bare have haft en større tro.
Gud være lovet, når han helbreder, men han svigter ikke den, der ikke bliver helbredt. Gud er på de svages og de syges side. Det viste han, da han sendte sin søn. Gud er på en særlig måde nær hos den, der i fortvivlelse må kæmpe med sin sygdom. Logiske forklaringer får det menneske ikke, men det får et ord fra den levende og elskende Gud: ”Du er min. Jeg er hos dig. Du er min dyrebare øjesten. Jeg glemmer dig aldrig! Jeg fører bog over din elendighed, og dine tårer er samlet i min lædersæk” (Salmernes Bog 56,9).
Kristeligt Pressebureau