Gammeltestamentlig profettype i Thisted

Den 23.-25. februar får Bibel- og Missionscentret i Thisted besøg af Bobby Conner, som ifølge arrangørerne har en af de stærkeste profettjenester i verden i dag.

Bobby Conner.

– Han kan nærmest karakteriseres som en profet i gammeltestamentlig forstand. Han virker i hvert fald i en profetisk salvelse på et meget højt niveau, lyder det således i en pressemeddelelse om arrangementet.
Bobby Conners liv og tjeneste har været ret dramatisk. For eksempel begyndte hans liv med, at han overlevede sin mors forsøg på at abortere ham. Senere har Gud reddet ham fra både narkohandel og selvmord. Han har i mange år været baptistpræst, men virker nu udelukkende som profet. Conner ser det som sin tjeneste at udruste de kristne til at høre og genkende Guds røst i denne tid.