Rejsen er målet
Hvis man skal holde ferie i Afrika, kan man naturligvis tage til et af turiststederne i Tunis, Kenya eller Sydafrika. Men da turismen i Afrika ikke er så veludviklet, må man ofte selv finde transportmidlerne. Fly er jo helt nødvendige for bare at nå frem, med mindre man har en måned ekstra til at køre de ca. 510.000 km. Afrika er nemlig endnu større, end det fremgår af verdenskortene, hvor den vestlige halvkugle som regel vises større end den sydlige. (Og det er ik engang løgn!)
Både var den måde, missionærerne i gamle dage nåede frem på. Det tog 3-6 uger. Men man kan faktisk tage med et italiensk fragtskib fra Hamborg til bl.a. Douala. Man spiser sammen med kaptajnen hver dag, og det er meget afstressende, fortalte et pensioneret engelsk par mig.
Tog kører fortsat i Afrika og har bevaret charmen fra kolonitiden, men desværre ikke altid fået skinnerne vedligeholdt. Så de er ofte forsinkede.
Små minibusser – med for mange sæder presset ind – har overtaget offentlig transport. De har ofte ingen glas i vinduerne. Det giver naturlig aircondition, men også støv i kilovis, så man ligner en zombi, når man stiger ud og forsøger at rette ben og arme ud.
Biler kommer først herned, når de er kasseret i Europa. Her i Cameroun er det næsten kun Toyotaer, men så er det også nemmere at finde reservedele. De bliver bulede, og efter flere uheld helt skæve, men de ruller fortsat og repareres tålmodigt igen og igen.
Motorcykler og knallerter er næsten den eneste form for taxier i nogle byer. Vi har også set hvide køre tværs gennem Afrika på motorcykler. Problemet for dem er, at tyvene piller spejle, lygter, sæder og hjul af køretøjerne, blot de parkeres et øjeblik.
Cykler er egentlig skabt for Afrika. De koster ingenting i drift. Men de billige modeller her er fra Kina og derfor for korte til lange afrikanske ben. De kan mærkeligt nok heller ikke holde til, at man transporterer sække med majs eller en sofa på dem.
Gå-ben er fra tidernes morgen Afrikas transportmiddel. Og når afrikanere går, giver de sig den tid, det tager. De løber ikke af sted, som vesterlændinge, der bare skal nå det næste mål. Nej, de nyder turen. Og så synger de ofte undervejs. Måske skulle vi også prøve det. For her er ikke mange turistmål eller seværdigheder. Men selve rejsen er målet.
