Som jeg er

Lækker børnelovsang, der swinger i tidens tone, flyder ud på redaktionen fra mine pc-højtalere. Utroligt hvad Joachim Hejslet Jørgensen kan fremtrylle i sit studie Amazing Space – hvor han også lavede titelmelodien til TV-programmerne ”Stjerne for en aften”. På opfordring fra Refleks Musik og Nodebanken har han stået for stor set al instrumenteringen på CD’en, samt produceret, arrangeret, mikset og masteret.
Stilen på denne nye børnecd fra Refleks Musik er alt muligt af det nyeste børnepop-lovsang, hip hop/rap, børnesange iklædt gospel, rock, latindans, nutidigt tonesprog.
Mixet er rigtig godt. 10 sange med flot balance i lydbilledet. Der er kælet for detaljerne. Musikken kommer tydeligt frem uden at forstyrre børnenes sang, men understreger i stedet lækkert teksten. Teksterne er rigtig nærværende og relevante for børn i skolealderen. Men de er meget lange, med undtagelse af én sang. Derfor retter sangbarheden sig til den ældre børnegruppe, selvom de små sagtens kan nyde musikken og rytmerne.
Børnene synger dejligt præcist. Forskellige dygtige solister er hevet med ind i studiet, og krydrer dynamisk og melodiøst flere numre for lækkert med deres herlige musikforståelse.
Denne børneskive er lavet til inspiration og hjælp for de mange Gospel-Kids-grupper, der er startet de senere år. Man kan få en startpakke fra Nodebanken med nodehæfte, dvd med koreografi og singback-cd.
Arrangementerne er flotte og præcise, men ikke helt så sjove og overraskende som på sidste ”Gospel-Kids”-plade. For køber du denne nye cd, og har du ikke forgængerne ”Rundt om mig” fra juni ’05, så SKAL du købe begge to. Husk det! Joachim Hejslet Jørgensen var også bagmand bag den første ”Gospel-Kids”-udgivelse, som bare var HELT unikt sprudlende.
Men ”Som jeg er” er en virkelig professionel og flot børneudgivelse, som jeg glæder mig til at præsentere for mine børn. (Har ikke turdet endnu. For så får jeg ikke mulighed for selv at bestemme over den mere ….!)
Henrik Nordborg