Seen and not heard

Engang i det forgangne år skrev jeg om min spæde ungdoms møde med musikken og hvilken musik, der optog mig mest. Fra barnsben var salmer i kirken og sange til søndagsskole stort set den eneste sangmedicin, jeg havde, indtil jeg begyndte at få smag for søndagsradioprogrammet: Giro 413. Jeg stormede rundt imellem de to stuer, når de spillede min yndlingssang: ’Tag en tur mæ æ Spritter’ – uden i øvrigt at fatte, hvad den sang overhovedet handlede om. Jeg blev dog ældre og begyndte at få en mere sofistikeret musiksmag, og jeg begyndte at lære, at sange havde budskab, og at de rent faktisk kunne lære mig noget om livet. Jeg fik forkærlighed for rockmusikken, og specielt var et kristent rockband med til at forme mig, efterhånden som teenageårene rev mig rundt.

Petra, hed de – og ’Petra’ – means Rock. De gjorde Bibelens tekster levende og lærte mig at forholde mig til det kristne liv. Specielt var der én sang, hvis tekst satte sig fast, og til trods for, at jeg nu kun hører den en enkelt gang om året i snit, kan jeg stadig det meste af teksten.

Seen and not heard, seen and not heard.
Sometimes Gods children should be seen and not heard.
There’s too much talk, but not enough walk.
Sometimes Gods children should be seen and not heard.

Desværre havde de ret, og jeg er kun blevet mere og mere bekræftet i det med årene. Måske ville vi kristne egentlig være en meget bedre reklame for, hvem Gud egentlig er, hvis vi nu bare klemte læberne sammen og lod vores hænder og fødder tale i stedet. Jeg hørte engang en forfriskende udtalelse fra en nu afdød prædikant. Billy, som han hed, sagde: ”Jeg prædiker aldrig for mine børn. De ved godt, hvad deres far laver, og hvis ikke de kan se Kristus i mit liv på den måde, jeg lever det, hvad hjælper det så at fortælle om det”.

Det er en provokerende udtalelse, vil mange af os synes, men i stedet for at lade os forarge over provokationen, så lad os blive inspireret af den. Mange af os er vokset op i et kristent samfund, hvor man har lært, at man ikke er retfærdiggjort af sine gerninger, og derfor må vi huske at bygge vores kristenliv på vores tro – ikke vores gerninger. Men hvad var det Jakob sagde i sit brev til os: ”en tro uden gerninger er en død tro”. Vi skal ikke gøre gerninger for at score point på den ene eller anden konto, men fordi Gud har givet os livet til at leve. Burde det så ikke være naturligt, at vi gav noget videre til andre?

Jeg tror, Petra og Billys budskab til os i dag vil være: ”Der er ingen grund til at prædike for din familie, dine venner, dine klassekammerater og alle de andre du møder, hvis ikke Jesus Kristus afspejles i de ting, du render rundt og laver. Siger du ét, men gør noget andet – ved du hvad? Så ville det nok egentlig være bedre for både din egen og Guds skyld, hvis du var ”seen and not heard”!