Familie Journalen kalder baptister sekt
En kryds-og-tværs forleden i det populære ugeblad Familie Journalen, har fået flere baptister til at få kaffen galt i halsen. I kryds-og-tværsen var spørgsmålet: Sektmedlemmer, som mener, at kun voksne bør døbes. Svaret er baptister. Baptistkirkens generalsekretær har derfor henvendt sig til Familie Journalen for bl.a. at gøre redaktionen opmærksom på følgende:
– Baptistkirken er IKKE en sekt, men en af verdens store og gamle kristne kirker. Baptistkirkerne i verden tæller i nærheden af 150 millioner aktive mennesker, skriver Jan Kornholt og fortsætter:
– En sekt kendetegnes ved at have afvigende holdninger, der udfoldes i lukkede kulturer, hvor man selv mener at kende sandheden, og som forkynder, at andres tro og holdninger er usande. Det er derfor ydmygende og diskriminerende som baptist at blive betegnet som sektmedlem.
Baptistkirken har overalt i verden meget åbne fællesskaber, der gerne giver offentligheden indblik i alle interne forhold.
Desuden er baptismen kendetegnet ved at give den enkelte frihed til at tro og til at handle efter egen personlig overbevisning og ikke efter fælles restriktive regler. Baptismen er et af de mest demokratiske ledede kirkesamfund i verden.
Jan Kornholt opfordrer Familie Journalen til at skrive en artikel om, hvordan en almindelig dansker lever som anderledes kristen (=baptist) i et samfund, hvor 83 % af befolkningen er medlem af statskirken. Der foreligger på nuværende tidspunkt intet svar fra Familie Journalen.