Jesus er ikke ligeglad med de sultende
Jakob Swartz Sørensen arbejder som logistiker for den internationale nødhjælpsorganisation Medair i Uganda.Alle mere end 5000 mænd, foruden kvinder og børn satte sig ned på den græsklædte skråning. Så tog Jesus brødene, takkede Gud og delte dem ud til folk. Det samme gjorde han med fiskene (Joh 6,10-11).
Jesus er taget til Tiberias bred for at være lidt alene, men da han løfter hovedet, ser han en stor flok mennesker, der i deres iver efter at møde mirakelmageren fra Nazareth er kommet hjemmefra uden madpakker, og som efter at have pløjet sig gennem Galilæas bjerge er blevet rigtig godt grovsultne.
Jesus spørger sine ikke altid snarrådige disciple om, hvad de vil gøre. En hurtig hovedregning viser, at end ikke otte månedslønninger vil være nok til at brødføde alle, disciplen Andreas hiver en lille dreng frem, hvis mor har pakket fem brød og to fisk til ham. Jesus velsigner maden, og hurtigere end en gennemsnits minutnudel kan nå at brænde på er over 5000 munde blevet mættet. Og der er endda mad tilovers.
Hvad ser Jesus mon, når han løfter hovedet i dag og ser ned over den samme jord, som han gik på for 2000 år siden? Langt flere end 5000 sultne mennesker. 859 millioner mennesker gik sultne i seng i dag, og alene i dag vil 16.000 børn dø af sult! Han ser også de steder, som ingen andre ser.
For eksempel Karamoja, et kronisk overset og tilbagestående distrikt i det nordlige Uganda, hvor hovedparten af befolkningen lever som traditionelle kvægnomader. I årtier har forskellige stammer stjålet kvæg fra hinanden, men konflikten er for nylig eskaleret med militærets hårdhændede indblanding. Oven i købet slog høsten fejl i denne sæson i et område præget af cyklisk tørke.
Det skønnes, at omkring en halv million mennesker her i regionen har behov for fødevarehjælp udefra, fra en verden, der stort set har glemt dem.
Disse eller lignende tal har De sikkert hørt før. Måske har De også spurgt Gud: Hvad har du tænkt dig at gøre ved det? Hvorfor gør du ikke noget? Kan du ikke længere tage lidt brød og fisk og gøre det til velsignelse for mange?
Lad os vende blikket tilbage til Tiberias bred for at lære lidt af Jesu krisehåndtering: Han spørger disciplen Fillip til råds. Ikke fordi Jesus ikke vidste, hvad han kunne eller ville gøre, men en sidebemærkning i teksten fortæller os, at Jesus stillede Fillip det spørgsmål for at prøve ham. Jesus kunne let have klaret situationen uden hjælp fra de tvivlrådige disciple, men han vælger at lade sig begrænse af disciplenes villighed til i tro at stille deres ressourcer til rådighed.
Stiller Jesus mon det samme spørgsmål til os i dag, som han i sin tid stillede Filip? Kan det tænkes, at vi, når vi spørger til Guds indgriben i en uretfærdig verden, hvor de 50 millioner rigeste mennesker i Europa og USA tilsammen ejer mere end de 2,6 milliarder fattigste i verden, bliver mødt med et stille, indtrængende modspørgsmål: Hvad har DU tænkt dig at gøre?
Netop her i fastetiden er der grund til at stoppe op og overveje, om vi bør prioritere vores forbrug anderledes. Jesus beder om vores hjælp og vores ressourcer til at bekæmpe verdens nød. Kan og vil vi som den lille dreng overgive hele vores madpakke til Jesus i tro på, at han til gengæld vil sørge for mad til både os og vores langt mere end 5000 sultne medmennesker?
Jesus er ikke blevet ligeglad med denne verdens syge, fattige og sultne. Han venter, spørger, søger efter nogle, der er villige til at dele deres mad med dem, der intet har. Ikke fordi Jesus ikke kunne klare verdens problemer selv, men han har valgt at indskrænke sin magt for at arbejde sammen med os.
Det er befriende at vide, at Jesus ikke har brug for os, men bekræftende at vide, at han alligevel vil bruge os.
Kristeligt Pressebureau
