WOW Gospel 2007

Nogle af de største navne i gospel musik som Donnie McClurkin, Yolanda Adams, Hezekiah Walker, Mary Mary og Israel & New Breed har deres fantastiske musik med på denne dobbelt-cd.WOW Gospel startede i 1998 med at give et glimt af de bedste artister og sange, som genren har produceret det sidste år. Coveret hylder også en af de største byer for gospelmarkedet, Atlanta. Her har navne som Byron Cage, Dottie Peoples og Deitrick Haddon hjemme.
Det er en rigtig god opsamling af gospelsange der repræsenterer nutidens gospelstil – med et par numre, der falder igennem gospeltidsånden.
Udvalget af sange er solide numre tilpasset tiden: the Tri-City Singers’ “The Blessing of Abraham” skal helt sikkert med på dette års gospelfestival i Kolding i september. Israel & New Breed’s “Turn It Around”, Smokie Norful’s ”Celebrate,” og Myron Butler & Levi’s ”That Place” hører til her. Ligesom mere ukendte stjerneskud som Dave Hollister (”What Do You Do”), George Huff (”You Know Me”) og DeWayne Woods (”Let Go”).
Men der har også sneget sig nogle ældre tracks ind på cd’erne. Tye Tribbetts ”You Can Change” fra 2004, ”The Real Party” og ”Victory” af Mary Mary og Yolanda Adams kunne med fuld respekt godt være afløst af nye singler eller nye remix-versioner.
Men disse valg kan tilgives, fordi dobbelt-albummet i øvrigt indeholder en buket af nogle af de skønneste sange fra dybt professionelle artister. Jeg savner dog nogle af de største gospelnavne. Gospelmusikkens for tiden største gospelnavn, Kirk Franklin, ville måske overstråle alle de andre. Men hans album ”Hero” er stadigt den bedst sælgende gospel-plade for tiden. Jeg savner også Fred Hammond og CeCe Winans.
Så WOW Gospel 2007 er en rigtig rigtig flot samling, men helt sikkert ikke det bedste, som er ude nu.
Henrik Nordborg