”Lift me up” Kathy B


”Lift me up” er et gospel/pop-album med små strejf af jazz. De tolv sange er oprindeligt skrevet som bønner og vidnesbyrd af Shelley Johnson. Senere har den danske jazzmusiker Holger Laumann sat musik til. Han har produceret albummet og medvirker sammen med sine to voksne børn både som musiker og i backingkoret. Den vigtige rolle som forsanger udfyldes flot af den talentfulde Kathy B., der med sin smukke stemme formår at få en stresset ung journalistpraktikant til at slappe af og nyde musikken.
”Lift me up” er et dejligt og stærkt album, velegnet til de stille og eftertænksomme stunder. Sangene fortæller på smuk vis om en god og kærlig Gud og vidner om et stærkt personligt forhold til ham.
Musikken virker meget beroligende og afslappende og er ideel at sætte på, hvis man virkelig skal koble af efter en lang dag. Selvom cd’ens cover ikke ligefrem råber ”køb mig,” er der altså her tale om en dejlig cd, der bestemt fortjener en plads i samlingen.

Genre: Gospel – Kunstner: Katy B – Titel: Lift me up.