Flere vælger præsten og blomsterne fra

Danskerne dropper begravelsestraditioner og bruger deres egen død til at hjælpe andre.Andelen af kirkelige begravelser er lavere end nogensinde, mens flere danskere foretrækker at blive begravet uden præst og kirkelig handling. Det skriver Kristeligt Dagblad, der refererer til nye tal fra Kirkeministeriet og Danmarks Statistik.Tallene viser, at andelen af kirkelige begravelser er faldet fra 96 procent i 1970 til 89 procent i 2005. En af folkekirkens biskopper ser dog ingen grund til bekymring.
– Tallene er vel et udtryk for, at Folkekirken langsomt mister terræn. Det er nogle tal, man skal være opmærksom på, men jeg synes, vi skal vælge at se dem som en udfordring, ikke en trussel, siger Lolland-Falsters biskop Steen Skovsgaard til avisen. Han mener ikke, at kirken mister indflydelse som følge af færre kirkelige begravelser.
Udviklingen fortsætter
Men det er ikke kun kirken og præsten, der vælges fra, når danskerne skal sendes ud på den sidste rejse. Også blomster og kranse fravælges i stigende grad til fordel for penge til et velgørende formål, skriver avisen Urban.
Alene Kræftens Bekæmpelse modtog sidste år 1,9 millioner kroner fra borgere, som havde frabedt sig blomster til deres egen begravelse og i stedet opfordret venner og familier til at støtte organisationen.
Kommunikationsrådgiver og livsstilsekspert Henrik Byager forventer, at den tendens vil slå endnu mere igennem.
– Det er en smuk gestus, som hænger fint sammen med vores enormt høje bevidsthed om behovet for hjælp. Jeg kan sagtens forestille mig, at det vil slå endnu mere igennem, at man også ved sin begravelse finder anledning til at hjælpe nogen, der stadig er i live, i stedet for at få fyldt kirken med blomster, siger han til Urban.
KP