Ingen kan hjælpe alle men alle kan hjælpe nogle
Reportage fra en nyligt overstået missionsrejse til Rumænien.Vi kører ind ad en lille grusvej, hvor man næsten ikke kan køre med en bil. Vi standser uden for et mere end faldefærdigt hus.
Til venstre for vejen sidder faderen i huset med en masse børn omkring sig. Han er ved at tænde bål på marken, familiens eneste kogested. De har været så heldige at få et lille stykke kød fra en anden familie. Konen kommer frem og hilser på os, og børnene myldrer omkring hende. Familien har 11 børn, nogle er i skole. Vi får lov til at kigge ind i det lerklinede hus med lerstampet gulv. Familien har ét værelse med max 6 m2. Der står 2 senge og et enkelt bord til 8 mennesker. Der er hul i taget, og regnen står ind, når det regner. Der er koldt, så de fleste har det tøj på, de har. Vinduesrammen er fyldt ud med en stor plasticsæk.
Jeg må indrømme, at min kone og jeg fra velstandssamfundet Danmark fik en klump i halsen, da vi besøgte denne familie, som vi fik lov til at fotografere, men langt vigtigere fik lov til at overrække nogle plasticposer med mad: fisk, salamipølse, brød, ris, pasta, sukker, kaffe, mælk, diverse smagsstoffer og vaskepulver og så lidt mundgodt til børnene: chokoladekiks og cola.
Børnenes øjne strålede, forældrene overkyssede os på hænderne og kinderne af bare taknemmelighed, og så havde vi bare gjort så lidt. Det var svært at forlade familien og se kvinden fuldstændig udslukt i ansigtet. Taknemmelig for hjælpen, men den hjælper så kort.
I huset bagved boede en familie med 9 børn. Manden var ude som daglejer og konen kom hjem fra noget markarbejde, mens vi var der. Huset her var lidt mere rent og der var gennemsigtigt plastic for vinduet, så der kunne komme lys ind, men ellers var situationen den samme. Dog virkede det som om, der var mere go i forældrene i denne familie.
Vi kørte fra de to familier med et stort ønske om at kunne skaffe penge til en ny bolig til dem og penge til, at de kunne blive mætte noget oftere. Det var svært at forlade dem, og deres ansigter sidder stadig på vore nethinder.
I løbet af de 8 dage, vi besøgte det nordlige Rumænien omkring byen Onesti, havde vi lejlighed til at dele mad ud til 6 familier i alt. Den ene familie, der kommer i en pinsemenighed, havde hævet sig op over de andres sociale stade. De var stadig meget fattige, men de kæmper, så måske en dag
. og især hvis nogle venlige familier i Danmark ville række en økonomisk håndsrækning.
Derudover blev det muligt at hjælpe nogle arbejdsløse kristne familier med et mindre beløb. Arbejdsløsheden er meget stor i Rumænien, og selv en lille hjælp er meget kærkommen. Mange er rimeligt fint klædt, når man møder dem i byen, men kommer man ind i deres hjem, ser man fattigdommen. Man prøver at vise lidt værdighed udadtil med tøjet.
Vores missionsrejse havde base hos familien Pascu i Onesti, en by med 40.000 indbyggere. Hertil har Det Danske Missionsforbund sendt Dorthe og Cornel Pascu som missionærer. Cornel er rumæner og mødte Dorthe, da hun var i Rumænien med et gospelkor fra Aalborg. Cornel flyttede til Danmark, de blev gift og Cornel fik dansk statsborgerskab. Men turen gik tilbage til Rumænien, for Cornel havde et kald til at være missionær i sit hjemland og Dorthe kom til at opleve det samme kald.
De betjener to menigheder ude på landet uden for Onesti i Levizi og Sandeleni, og Cornel prædiker også jævnligt i menigheden i Onesti. Derudover har han jævnligt gudstjenester i andre mindre menigheder, der kalder på ham. Mange dage hver uge er optaget med prædikener og menighederne vokser.
– Det er det hele værd, siger Cornel. Menighedernes medlemstal er fordoblet, siden vi kom i april sidste år.
Cornels 2 brødre, en svigerinde og hans mor bor også i Onesti, og de er alle involveret i menighedsarbejde på den ene eller anden måde. Cornels mor, Eilene, der som tidlig enke får en meget lille pension, som hun ikke kan klare sig for og kun klarer sig ved hjælp fra andre, er hele tiden ude med antennerne for at se: hvor er der familier, der trænger til mere hjælp end jeg, så jeg kan give af mit overskud. Familien Pascu har i øjeblikket kontakt med ca. 50 familier, som de hjælper med mad fra tid til anden. De vil meget gerne hjælpe mere, men ressourcerne slår ikke til og de 50 familier er bare en lille gruppe, som de har kontakt med. Behovet er enormt stort.
Flere af de små landsbymenigheder er i sin tid startet af Cornels bedstefar og far, og nu fortsætter 3. generation arbejdet utrætteligt.
fuld af begejstring
Jeg fik lejlighed til at prædike ved 6 gudstjenester på vores tur. 2 gange i Livezi, i Sandelini, i Adjud og i Onesti. Desværre nåede vi ikke at holde gudstjeneste i den meget store og karismatiske romamenighed, som ligger lidt syd for Adjud, men et kor fra menigheden dukkede op og sang uden musikledsagelse, så taget var ved at rasle ned. Sikke en begejstring og sikke en glæde hos disse utroligt fattige romaer. Menigheden er kun få år gammel og tæller allerede omkring 300 mennesker. I landsbyen bor der mere en 300 romafamilier. Nogle af dem er ikke engang registrerede og kan derfor ikke få nogen form for hjælp. Romaerne er delt op i to grupper, og den ene gruppe er et meget stolt folk, som i øvrigt tager klart afstand fra at blive kaldt sigøjnere.
Fattigdommen er enorm. Mange, f. eks. i Livezi, går fem, syv, ti eller endog 12 km for at komme til gudstjeneste om søndagen og så har de den samme vej hjem igen. Men de virker glade, glade for frelsen og Guds omsorg.
Ved de 5 gudstjenester var der 17, der tog imod Jesus som deres frelser, valgte at omvende sig og leve med Jesus fremover. To af dem var romakvinder, som Eigil Toft under sit besøg tidligere havde været med til at dele lidt mad ud til og efterfølgende havde sendt lidt til, når det lykkedes ham at samle noget ind. Nu tog de imod Jesus som deres frelser og man ser meget ofte i dette område, at nødhjælpsarbejde og mission går hånd i hånd, f. eks. er menigheden i Sandeleni opstået på grundlag af nødhjælpsarbejde fra nogle nordjyske menigheder, der har bragt hjælp til området.
