Navneregistrering på Nettet
Nybagte fædre og mødre kan nu slippe for den obligatoriske tur til kirkekontoret for at få barnet personregistreret. 1. maj blev det nemlig muligt at klare registreringen hjemme fra computeren på internetadressen personregistrering.dk.På den nye hjemmeside er det også muligt at skifte navn, navngive sit barn eller ordne faderskabet med en såkaldt digital signatur.
Danmark er et af de første lande i verden, der giver borgerne mulighed for at personregistrere via internettet, og Bertel Haarder er stolt over tiltaget.
– Det er jo herligt, at vi med dette initiativ går foran med at bruge ny teknologi til at afskaffe bureaukrati og gøre det nemt at indsende fødselsanmeldelsen.
Hører man til dem, der oplevede turen til kirkekontoret som en god tradition, kan man til gengæld glæde sig over, at fristerne er ændret. Tidligere skulle fødselsanmeldelsen foretages senest 2 hverdage efter fødslen. Men med den nye ordning udvides fristen for anmeldelse til 14 dage, og det gælder både for digitale og traditionelle anmeldelser, oplyser Kirkeministeriet.
KP