Pinseledere tilslutter sig prædikantforening

Pinsekirkernes prædikantforening (PPF) har nu 65 medlemmer. Det er flere, end der er præster i Pinsekirkerne – der er nemlig 57.Men det skyldes, at der også er andre prædikanter og ledere for kirkernes børne- og ungdomsarbejde samt cellegrupper med. Der er således 28 ledende præster, 15 assisterende præster eller ledere, samt 22 prædikanter med.
PPF blev stiftet for to et halvt år siden efter et års samtaler om nødvendigheden af etiske retningslinjer for forkyndere i de danske pinsekirker. Foreningens formål er at være et forpligtende fællesskab med henblik på at yde omsorg, skabe relation, samt være forebyggende og genoprettende.
Foreningen danner et beredskab, der skal drage omsorg for processen i krisesituationer, ligesom foreningen behandler klager og indsætter det fornødne antal personer til at håndtere eventuelle konflikter i de enkelte kirker.
Som medlemmer kan optages prædikanter, der er indsat i en lokal pinsekirke og virker i og ud fra denne. Alle medlemmer i foreningen skal have en selvvalgt, personlig mentor.
-Domino