Astronomi:
Verdensbilleder

Religion og naturvidenskab.
I figur 1 ses det moderne billede af Solsystemet, med planeterne i rækkefølgen:
Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun, Pluto, eller som det fremgår af forbogstaverne i remsen: ”Mark’s very extravagant mother just sent us ninety parakeets”. (Bemærk, at Jorden hedder Earth på engelsk.)

Figur 1. Det moderne billede af ”Solsystemet”. (Bemærk: Afstandene er ikke vist korrekt på denne figur.)

Planetbanerne ligger stort set i ét plan, Pluto’s bane hælder dog noget i forhold hertil. Hvis man betragter Solens bevægelse set fra Jorden, bevæger Solen sig nogenlunde i ét plan i forhold til baggrundsstjernerne. I praksis kan man dog ikke se stjernerne samtidig med Solen (undtagen delvist, når der er Solformørkelse), men når det er fuldmåne er Månen på den modsatte side af Jorden som Solen, så man kan regne ud hvor Solen er om natten.
Det plan som Solen bevæger sig i set fra os kaldes ”Ekliptika”. På figur 1 bliver ekliptika samtidigt det plan, som de fleste af planeterne (nogenlunde) bevæger sig i.
Derfor finder vi de andre planeter i eller nær ekliptika. I Oldtiden og i renæssancen kendte man ikke planeterne Uranus, Neptun og Pluto.

Figur 2. Ekliptika set fra den nordlige halvkugle.

En astronom på den nordlige halvkugle vil have ekliptika noget mod syd (se figur 2). Han finder altså planeterne ved at kigge noget mod syd. Af og til kommer en planet f.eks. 50o op over horisonten, til andre tider er planeten lige over eller lige under horisonten.
Venus kaldes ”Aftenstjernen” og ”Morgenstjernen” fordi den nogen gange er synlig lidt før solnedgang og nogen gange lidt efter solopgang. Den klareste stjerne på himmelen er Sirius, men til tider er Venus faktisk klarere og derfor meget iøjnefaldende.

Planeterne er iøjnefaldende fordi de ”vandrer”, d.v.s. over længere tid bevæger de sig, mens de bagvedliggende stjerner over længere tid stadigt ligger stille. Planet betyder ”vandrer”. Stjernene kaldes ”fiksstjerner” (=stjerner, der ligger stille).

Figur 3. Mars’ bevægelse i forhold til de bagvedliggende stjerner.

På figur 3 ses et eksempel på Mars’ bevægelse. Fra 1. juni til 1. september bevæger Mars sig mod øst (i forhold til os). 1. september begynder den at bevæge sig ”baglæns”/”retrograd”. Senere bevæger den sig igen mod øst.
Bemærk også at banen krummer lidt opad, så man får ikke så simpel en banekurve.
Ved at observere igennem mange år, blev man i Oldtiden noget klar over planeternes baner (i forhold til os) og at de af til foretager et lille ”loop” eller et lille ”zigzag”.

Læs videre….