Astronomi:
Verdensbilleder III

Religion og videnskabPtolemæus (ca. 100-165 e.v.t.) var makedonsk konge (i Ægypten) og astronom. Han samlede ”al” Oldtidens viden om astronomi i sin bog Almagest, som blev førende lærebog i astronomi i ca. 1200 år. I bogen præsenterer han sin model af planetbanerne. Man taler om det Ptolemæiske verdensbillede.

Figur 6b. Det Ptolemæiske verdensbillede m.h.t. rækkefølgen. (Tegneren har glemt Mars.) Bemærk: Epicyklerne og afstandene er ikke vist på denne figur.

Verdensbilledet er såkaldt ”geocentrisk”, d.v.s. ”Jorden i centrum”. Planetbanerne forstås som epicykelbevægelser omkring Jorden.
Aristoteles (384-322 f.v.t.) kaldes ”naturvidenskabens fader”. Han var filosof og naturfilosof og undersøgte alt muligt. Han skrev bl.a. om ”psykologi”, ”astronomi”, ”botanik”, ”fysik” – bøger, som delvist er overleverede til os i dag. Han benyttede observationer og klassifikation (=opdeling af ting i naturen i grupper på baggrund af observationer), 2 træk som er helt moderne i naturvidenskab. Andre ting i bøgerne virker i dag forældede. Omkring astronomi havde Aristoteles bl.a. filosofiske begrundelser for planetbaner m.m., som senere ikke blev modsagt af Ptolemæus.
Derfor taler man om det Aristotelisk-Ptolemæiske verdensbillede. Et verdensbillede der holdt i mange år og som prægede universiteterne generation efter generation. (Forestil dig hvor svært det er at slippe af med en lærebog, man har brugt i 1200 år.)

Nicolaus Kopernikus (1473-1543) udgav i 1543 (efter sin død) en bog: De revolutionibus, som præsenterer det Kopernikanske verdensbillede. Det er såkaldt ”heliocentrisk”, d.v.s. ”Solen i centrum” og planeterne i cirkelbaner omkring.

I løbet af en nat på ca. 12 timer, kan en astronom sigte mod et bestemt himmellegeme (f.eks. Mars) og se om det flytter sig i forhold til de bagvedliggende stjerner.

Figur 7. ”Daglig parallakse”. Den vinkelforskel man kan måle i løbet af 12 timer, når man sigter mod f.eks. Mars i forhold til de bagvedliggende fjerne stjerner.

Den daglige parallakse kan måles i løbet af 1 nat. Derfor er den meget tilgængelig for astronomer.

Figur 8. ”Årlig parallakse”. Den vinkelforskel man kan måle i løbet af ½ år, når man sigter mod f.eks. Mars eller en ”nær stjerne” i forhold til bagvedliggende fjerne stjerner.

Den ”årlige parallakse” kan måles i løbet af ½ år og er den største vinkelforskel en astronom på Jorden med rimelighed kan opnå før rumalderen. Den kræver 2 målinger med ca. ½ års mellemrum og kræver altså nogen tålmodighed.

”Daglig parallakse” giver mulighed for at beregne afstande til planeter, hvis man gør antagelser om Jordens radius. (En måling af Jordens radius var kendt siden Eratosthenes, 276-194 f.v.t.)
”Årlig parallakse” giver mulighed for at beregne afstande til planeter, hvis man gør antagelser om Jordbanens radius.

Læs videre….