Vi lever ikke for at huskes

– men for at forberede
os til evighedenEva Krath er i dag involveret i internationalt hjælpearbejde.
Her fortæller hun om, hvordan hun som barn og ung søgte efter Gud. Om sit ægteskab med Karsten Krath, og om hvad vi gør ved de mange sten på vor vej…– Kort før jeg blev 16 år, lånte jeg ”Ben Hur” på biblioteket, og beskrivelsen af Jesus i bogen greb mig i den grad, at jeg blev fuldstændig opslugt af kærlighed til ham og indviede mit liv til Gud, fortæller Eva Krath.
Hendes far var købmand i militær- og turistbyen Oksbøl på Vestkysten.
Familien var ikke specielt kristen, men Eva lærte dog at bede fadervor.
– Jeg blev mere bevidst om min egen tro i tiden omkring min konfirmation, og ved den lejlighed læste jeg lidt i Bibelen og holdt små andagter for mig selv, husker hun.
– Efter Ben Hur begyndte jeg at bede til Gud om at ”lede mig til mine brødre og søstre.” Jeg kendte nemlig ikke nogen, der var begejstret for Jesus, og i halvandet år vidste jeg ikke, hvor jeg skulle gå hen.
På gymnasiet mødte jeg nogle kristne piger, og vi begyndte at mødes en time om ugen efter skoletid for at læse i Bibelen. En af dem var frikirkekristen, og igennem hendes familie fandt jeg et åndeligt fællesskab i den nystartede pinsekirke i Esbjerg.

Eva uddannede sig til korrespondent og var fra 1981-85 ansat i forskellige internationale firmaer med tilknytning til oliefundene i Nordsøen. Efter disse år trængte hun til forandring og tog på Kenneth Hagins, en noget avanceret bibelskole i Tulsa, og boede i USA i tre år.
Det var en spændende tid.
Fra sit vindue kunne hun også se Oral Roberts kristne universitet. Kirken, hun kom i, lå i samme område. Victory Christian Center havde med sine 8.000 medlemmer alle mulige slags arbejdsgrene. Eva var især med i evangelisation i byens fattige sorte kvarterer.
– Kirkens lovsang var som taget ud af Integritys Hosannas cd’er – ofte med mange strygere og blæsere. Fantastisk! fortæller Eva begejstret.
I 1987 følte hun sig ledt af Gud til at arbejde for en professionel kristen dramagruppe i Tulsa. De opførte ”Toymaker’s Dream” i kirker over hele USA. I 1988 optrådte de i Moskva på et af de største teatre, fordi de tilfældigvis fik kontakt til en meget kendt russisk sanger i et fly.

Udover USA har Eva været på kortere rejser til Mexico, Hviderusland, Bulgarien, Kenya, Somaliland og Tanzania.
Flere rejser har været relateret til International Aid Services (www.ias.nu/denmark), det missions- og nødhjælpsarbejde, som hun har været sekretær for siden 2002.
– Jeg vil gerne gøre en forskel i menneskers liv, og det véd jeg, at jeg gør gennem mit arbejde med nødhjælp og udviklingshjælp til mennesker, der lider langt herfra.
– Vi er pinsekirkernes humanitære organisation, og vi får penge fra offentlige kasser til at hjælpe mennesker.
Vi arbejder især i Sudan, Somalia, Kenya, Tanzania, Nigeria og Paraguay, fortæller hun. – Mange af dem, vi hjælper, er enlige forsørgere.
Piger og kvinder har det svært i mange lande og bliver utrolig dårligt behandlet.

Men forud havde hun mødt Karsten – en tidligere narkoman, som efter en dramatisk omvendelse skrev bogen ”Pas på din frihed”, der er blevet spredt i over 13.000 ekspl.
– Jeg mødte Karsten i august 1989, hvor han var elev på BibelCentret i Brande. Jeg var ansat på kontoret. Han var nyfrelst og meget begejstret.
Jeg blev nok fascineret af hans evne til at fortælle og grebet af hans tro og ønske om at være et vidnesbyrd for Jesus. Det var samme brand, jeg selv havde, så selv om vi i baggrund var meget forskellige, havde vi de ting til fælles, og det betød meget for mig, fortæller Eva.
Det blev imidlertid ikke et særlig langt ægteskab…

– Jeg havde nok en fornemmelse af, at Karsten ikke blev så gammel. Jeg ved, at Gud har været med, og det har han bekræftet for mig meget stærkt flere gange. Jeg er taknemmelig for, at Karsten gjorde så meget for Gud i den tid, han var virksom, og jeg er glad for, at jeg var med i det.
Han havde stor gennemslagskraft og gjorde sit til at bane en vej for andre, der senere er gået ud i lignende, offentlige tjenester. Og jeg møder stadig folk, der fortæller, at de hørte Karsten på deres efterskole for over 10 år siden, og at de aldrig glemmer det. Nogle er i dag kristne, andre ikke – men måske præget af det budskab, de hørte på skolen dengang, fortæller Eva.
– Der er stadig folk, der læser bogen og skriver til min adresse. Det giver nogle kontakter til folk, der lider og har brug for vejledning. (Bogen kan i øvrigt købes for kun 30 kr. pr. stk. + forsendelse hos forlaget. Tlf. 97156456.)
Sammen fik Eva og Karsten børnene Simon, som nu er 16 år og går i 9. klasse på Mariager Efterskole, og Martin, som snart er 13 år og går i 6. klasse i Brande.
– Han glæder sig allerede nu til at skulle på efterskole.

– Hvad har livet lært dig, som du gerne vil give videre til andre?
– At Gud kan vende alle ting til det bedste – i samarbejde med os! At der er lys for enden af en tunnel. At der er mange sten på vor vej, og det er lettest at snuble over dem, men vi kan også træde op på dem og bruge dem til at nå højere op, siger Eva.
– Gud har planer med alle og giver os alle muligheder for at være en velsignelse – men hvor meget, det er op til os selv, pointerer Eva.
Hun mener, at Gud hele tiden taler til alle, der er ”født på ny” (se Johannesevangeliet kap. 3). Men vi må selv træne vores ører i at høre ham, så vi genkender hans røst og følger den.

– De muligheder, der gives os fra Gud, er som blomsterknopper. Når vi samarbejder med ham og udnytter de gunstige øjeblikke, springer knopperne ud og bliver til blomster.
Men hvis vi er ligegyldige, forbliver de som knopper og bliver aldrig til noget, har hun erfaret.
Eva Krath har selv været aktiv i meget kristent arbejde. En indskydelse fik hende f.eks. til at skrive til Benny Hinn om at komme til Danmark, hvilket skete i 2006.
– Det er vigtigt, at vi engagerer os i det, der er på Guds hjerte, og ikke er optaget af visioner og tanker, der udspringer fra os selv. De vil desuden aldrig bære så meget frugt som de ting, Gud ønsker gjort. Derfor er det vigtigt at 1) bede, 2) lytte og 3) adlyde, mener Eva og slutter:
– Vi lever ikke her på jorden for at blive husket, men for at forberede os på evigheden.