Danmarks bedste kirkeblad er fundet

I forbindelse med sidste weekends årsmøde i Landsforeningen af Menighedsråd blev der for første gang fundet en vinder i konkurrencen ”Danmarks bedste kirkeblad.”

Fire kirker på Nørrebro udgiver sammen ”Kirke med kant” – kåret til Danmarks bedste kirkeblad.

125 kirkesogne deltog i konkurrencen, så juryen af kirke- og mediefolk havde rigeligt at vælge imellem. Valget faldt dog til sidst på bladet ”Kirke med kant”, der udgives seks gange om året af Bethlehemskirken, Brorsonskirken, Blågårds Kirke og Hellig Kors Kirke på Nørrebro.
Per Bucholdt Andreasen fra Landsforeningen af Menighedsråds kommunikationsudvalg fremhævede især bladets evne til at skildre en utraditionel bydel, så andre kirkebladsredaktioner kan finde inspiration i bladet.
Med titlen Danmarks bedste kirkeblad fulgte et diplom og en check på 3000 kr.
På andenpladsen i konkurrencen kom et kirkeblad fra Skanderborg. Alle konkurrencedeltagernes blade var på årsmødet lagt ud på et ”byttebord”, hvor kirkebladsredaktører fra hele landet kunne hente inspiration til egne udgivelser.
KP