De gode græd…

Der var engang en forretningsmand, som mistede en masse penge og gik ned med flaget. Han bad Gud om hjælp, og pludselig vendte hans skæbne, og han blev meget rig.Forretningsmanden følte sig taknemlig og ville give noget af sin rigdom til andre. Han besluttede derfor at sælge nogle grunde billigt til mennesker, der havde brug for hjælp. Og han spurgte en evangelist om at finde de værdigt trængende.
Nogle af dem, der købte grundene, var gældsramte mennesker, som forretningsmanden derved kunne give et løft. Andre var præster i små frikirker, hvor lønnen ofte var beskeden.

Nu var der imidlertid nogle skriftkloge, som ikke kunne fordrage evangelisten. Nogle mente, at han ikke var rigtig kristen, og andre syntes, at han var for kristen. De beskyldte nu dem begge for skattesnyd, – ah, det lød så fælt.
Pludselig blev den gode gerning, som forretningsmanden havde gjort, trukket ned i skidtet. Og selv om han egentlig ikke var blevet dømt for at have gjort noget ulovligt, beskyldte fjenderne nu også præsterne for snyd – og bestikkelse.

Altsammen blev udbasuneret med fede typer på forsiden af landets allerkristeligste avis, som havde den fromme undertitel: Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd…
Avisen fik nogle fromme mænd til at sige, at de også synes, det var meget syndigt. Og de var alle overbevidste om, at de tjente Gud med det, de gjorde. For de tænkte, at ”målet helliger midlet”.
Men da de verdslige sladderblade så det, bragte de straks de samme historier om disse fæle kristne, som både snød i skat og tog imod bestikkelse. Det var lige noget, der passede i deres kram. Hyklere, tænkte de. Ganske vist var der ikke faldet nogen dom. Men det betød vist ikke så meget for salget.

I forvejen var der ikke så mange tilbage i det lille land, som stadig håbede på Gud. Og da de hørte om dette, var der endnu færre. De mistede tilliden til kirken. Et eller andet sted hørte man nogen græde, og der var også én, der blev ved med at le så uhyggeligt. Man kaldte ham ”anklageren”.
Men en dag opdagede de kristne, at de havde samme far og var i familie, og de holdt op med at bagtale og anklage hinanden. Og da forstummede anklagerens fæle latter pludseligt.